Sangerinden Caroline Henderson fortæller nu i et åbenhjertigt interview med Eurowoman, at hun tidligere havde det dårligt med, at hun ikke kunne leve op til idealet om en kernefamilie.
»Jeg følte, jeg var mislykkedes, fordi jeg ikke kunne give mine børn en kernefamilie. I dag har min mand og jeg en sammenbragt familie, og det er lige så smukt. Men da jeg var yngre, var jeg meget hård ved mig selv,« siger Caroline Henderson til Eurowoman.
Caroline Henderson var i starten af 20'erne, da hun fik sine første to drenge. Hun blev alenemor, da børnene var blot halvandet og fire år gamle.
Hendes netværk var meget begrænset i Danmark, da hun havde boet i USA det meste af sit liv.
I interviewet fortæller hun desuden, at hun har ‘slidt sig selv fuldstændig ned’ for at være på. Det skulle nemlig ikke hedde sig, at nogen kunne mærke, at hun var enlig mor eller ikke havde familie i Danmark.
Blandt andet besluttede hun dengang, at børnene ikke skulle i vuggestue, og de skulle hentes før alle andre i børnehaven. Om sommeren skulle de altid have seks ugers fri i træk og rejse en hel masse.
I dag tager sangerinden den dog lidt mere med ro, og hun hviler mere i forældrerollen, end hun gjorde som ung. Foruden de nu to voksne drenge er hun også mor til en søn på 16 år, som hun har med sin nuværende mand.
Caroline Henderson blev landskendt i duoen Ray Dee Ohh med Maria Bramsen tilbage i 1989.