Netop hjemvendt fra solskinsferie i Dubai ankom Caroline Fleming i højt humør til TV 2's store 'Knæk Cancer'-show.

Den 44-årige tv-baronesse flyttede i sommer efter 25 år i London tilbage til Danmark.

Hun er ikke bare flyttet tilbage, hun er flyttet ind i prins Joachim og prinsesse Maries bolig i Klampenborg – og hun elsker det.

»Vi er bare faldet rigtig godt til i Danmark, vil jeg sige. Det er simpelt hen så dejligt at bo i Danmark. Tænk, at det har taget så lang tid at komme hjem. Vi værdsætter det og nyder alt i Danmark,« fortalte hun og tilføjede – uden nærmere forklaring – at det nok også først nu var det rette tidspunkt at vende tilbage.

Caroline Fleming til 'Knæk Cancer 2019'.
Caroline Fleming til 'Knæk Cancer 2019'. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Hun fortalte i starten af september til B.T., at hun i dag har et rigtig fint forhold til sin ekskæreste Nicklas Bendtner, som hun har sønnen Nicholas med, og at det har været en gevinst for alle, at de nu er kommet tættere på hinanden.

»Vi kommer naturligvis til at se hinanden. Nicklas har allerede været flere gange i Klampenborg, og jeg er lykkelig for, at vi alle sammen er i samme land på samme tid,« sagde Caroline Fleming.

Her en måned senere er hun stadig begejstret for de nye forhold. Hun har ingen planer om at flytte igen.

»Nej, for pokker. Vi er kommet for at blive. Her er simpelt hen så vidunderligt. Den danske natur, den danske luft, det danske vand, de danske råvarer. Jeg elsker jo at lave mad, og råvarerne er så lækre og friske. Det er en fornøjelse at være her.«

Caroline Fleming til 'Knæk Cancer 2019'.
Caroline Fleming til 'Knæk Cancer 2019'. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Caroline Fleming er født og opvokset på Valdemar Slot på Tåsinge, som i dag kæmper med en milliongæld – hvilket har skabt ballade mellem hende og eksmanden, Rory Fleming.

Ligesom Nicklas Bendtner udkommer med en selvbiografi i november, har Caroline Fleming planer om at udgive sine erindringer i den nærmere fremtid.

Ud over Nicholas har hun børnene Josephine og Alexander.

Sidstnævnte går på kostskolen Herlufsholm, hvorfra Caroline Fleming selv blev student.