Caroline Fleming indrømmer i dag, at hun er alt andet end glad for den måde, hun fik sit tv-gennembrud.

I 2007 dukkede en blond, halvadelig pige med navnet Caroline Fleming op på seernes fjernsynskærme for første gang. I programmet, der blot hed 'Baronessen', viste den 33-årige Caroline rundt på Valdemar Slot, hvor hun er født og opvokset.

I programmet blev vi præsenteret for den dengang ret så ukendte Carolines luksuriøse liv, men også for det stressmareridt, hun udsatte kokken for til sin 30 års fødseldag.

På mange måder tegnede programmet et portræt af en forkælet ung kvinde, der var vant til at få, hvad hun pegede på. Og hvis ikke, så skabte hun sig.

Selvom det kun er tre år siden, så er Caroline Fleming i dag ked af sin medvirken.

- Jeg var rigtigt ked af den måde, som det første tv-pgroam 'Baronessen' fremstillede mig og mit liv på, siger hun i et interview til Jyllands-Posten i dag.

Når hun bliver spurgt, hvad der driver hende i karrieren som tv-kendis, og om hun vidste, hvad hun gik ind til, da hun i 2007 åbnede dørene til sit liv og Valdemar Slot for seerne, glider hun af.

Men hun ved, at hun aldrig var blevet til det, hun er i dag, hvis ikke hun havde medvirket i det program.

- Omvendt har det åbnet nogle døre til nogle fantastiske oplevelser og muligheder, som jeg ikke ville have været foruden, nøjes hun med at svare på Jyllands-Postens spørgsmål om tv-karrieren.