Blot fem måneder efter, at eks-baronessen Caroline Fleming stod frem og fortalte, at hun havde fundet kærligheden igen, er hun blevet single.
Bruddet er dog sket helt uden dramatik.
Det fortæller hendes pr-agent, Jesper Thomsen, til B.T.
»Jeg kan bekræfte, at de ikke er sammen, og det er helt udramatisk,« oplyser han.

Det var i begyndelsen af august, at den 43-årige tv-personlighed og forfatter fortalte, at hun nu dannede par med den tre år yngre franske forretningsmand og tech-entrepreneur Hervé Larren.
»Vores venskab blev til romance tidligere på året. Vi har begge været single i flere år. Fra et tidligere forhold har Hervé to piger, der har samme alder som mine børn,« fortalte hun om ham til ugebladet Se og Hør i den forbindelse.
Hun fortalte i samme ombæring, at de to havde mødt hinanden tilfældigt i en elevator på et hotel i Los Angeles for to år siden, og at de senere havde mødt hinanden i London, hvor hun bor.
Derfra udviklede de et venskab, som senere blev et forhold.
Caroline Fleming har tidligere været gift med den britiske rigmand Rory Fleming, som hun har børnene Alexander og Josephine sammen med. Parret blev skilt i 2008. To år efter - i 2010 - fandt hun sammen med fodboldspilleren Nicklas Bendtner. De to har sønnen Nicholas sammen.


