Carlos Santanta er natten til onsdag faldet om midt under en koncert.

Det skete kort efter, at han var gået på scenen i den amerikanske by Clarkston.

Ifølge Variety var der kun gået 20 minutter af sættet, da guitarlegenden under nummeret 'Joy' først satte sig ned ved trommesættet og dernæst faldt bagover.

Medicinsk personale løb hurtigt op på scenen, og i den forbindelse blev publikum opfordret til at bede for ham, fordi det var »alvorligt«.

Da Carlos Santana kort efter blev hjulpet fra scenen på en båre, var han i stand til at vinke til publikum – den snart 75-årige musiker blev efterfølgende kørt til et lokalt hospital.

En repræsentant for guitarvirtuosens bagland har ifølge Daily Beast sagt, at han blev »overmandet på grund af udmattelsen og dehydrering«. Det har videre lydt, at han efter omstændighederne skulle have det godt.

I december sidste år måtte Carlos Santana aflyse en stribe koncerter i Las Vegas på grund af det, der blev beskrevet som »uventede hjerteproblemer«.

Carlos Santana er i gang med turneen 'Miraculous Supernatural 2022' sammen med Earth, Wind & Fire. Den begyndte 17. juni.