Den dag han trak en pistol, fik skuespiller Carla Mickelborg et chok.

»Min angst blev udløst, engang jeg kom hjem midt om natten hos ham, jeg engang troede var min far. Han havde en hund, jeg blev vanvittig bange for,« siger 30-årige Carla Mickelborg.

Hun er kendt som Søs i de seks nye 'Far til Fire'-film og har skrevet bogen' #Jeg elsker mig selv'.

En bog om at gå fra at være stresset skuespiller til at tjene penge som influencer på sociale medier. Om at smide presset fra omverdenen og lave det, man har lyst til og elsker.

Men også en bog om angst. Om at miste den mand, hun fra barnsben troede var hendes far, fortæller hun ved sin reception mandag morgen fuld af brunch og veninder.

Den nat, angsten meldte sig, kom hun hjem fra en fest i Nykøbing Sjælland.

»Hans hund truede mig i døren. Jeg stod og frøs udenfor og ringede til ham,« siger Carla Mickelborg, der var 18 år gammel.

Hunden hvæsede og knurrede gennem brevsprækken. Bed hendes hånd.

Carla Mickelborg danser glad og lykkeligt rundt til sin reception
Carla Mickelborg danser glad og lykkeligt rundt til sin reception Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Hendes tidligere far var taget ud i byen for at spise. Midt om natten.

»Jeg var der for at besøge ham igen for første gang i flere år. Siden jeg fandt ud af, han ikke var min biologiske far. Men han var stadig min far i hjertet,« siger hun.

Han boede nu i Nykøbing Sjælland, og hun var på et sjældent besøg fra København, hvor hun boede med sin mor og lillebror.

Men den muskuløse mand med motorcykel og langt lyst hår var blevet til en mager, alkoholisk hashryger. Hunden Hapsdog havde han fundet nede i havnen.

Og endelig kom han hjem fra nattetogt.

»Han trak så en pistol og truede hunden med den, fordi den ville bide mig i hånden, så det var fuldstændig vanvittigt,« siger Carla Mickelborg, der fik talt ham fra det.

»Det viste sig, at han var blevet totalt alkoholiker og levede et helt andet liv, end det jeg kendte til,« siger hun.

»Jeg klaprede tænder hele natten og dagen efter. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre,« siger hun.

»Jeg ser ham ikke mere. Jeg besøgte ham igen for et par år siden for at fortælle, at jeg stadig elsker ham, men at jeg ikke kan være en del af hans livsstil,« siger hun.

I lang tid troede hun, oplevelsen var væk, men så fik hun en kæreste med nogle af de samme tendenser.

»Vi boede på den fede adresse, alt spillede, han var pisselækker. Udadtil.«

»Men jeg var usikker, når jeg var sammen med ham. Jeg lå søvnløs om natten og fik angstanfald,« siger hun.

Også oplevelserne med hunden og papfaren vendte tilbage.,

»Så jeg måtte slå op. Det var sidste gang, jeg havde en kæreste,« siger hun om eks'en.

Der gik det op for hende, at hun ikke bare kunne regne med, at der kom en og reddede hende. At hun skulle tage ansvar for sin egen lykke.

»Jeg droppede skuespillerkarrieren. Nu ville jeg udleve min egen drøm. Holde møder og workshops. Lave business hjemmefra.«

I dag er hun glad. Hun omgiver sig med succesfulde mennesker, spiser på Hotel D’Angleterre og bor i en stor, lys lejlighed.

Nå ja, og så har hun fået kontakt til sin biologiske far for tre år siden.

»Det er en svær ting at få en far i så sen en alder. Det var overvældende for ham at få mig ind i sit liv.«

»Men en dag mødte jeg min bror Carl i byen, og så var jeg sådan: Hallo, vi har den samme far.«

»Det har handlet om tilgivelse. Og han er tilgivet,« siger Carla Mickelborg, inden hun byder de 30 veninder velkommen til brunch mandag morgen.

Bogen '#Jeg elsker mig selv' er udekommet på forlaget Goals Publishing.,