Udsigten var ud over det sædvanlige, da rapperen Cardi B kunne se en yacht synke lige foran sig, mens hun nød sin ferie.

Det deler den populære musiker på sin Twitter, hvor hun har filmet, mens båden langsomt synker.

'Hvad sker der? Den synker! Kan I alle sammen se det?' lyder det i klippet.

Som man tydeligt kan se – og som Cardi B ikke er bleg for at udtale – er der ikke noget, der kan hjælpe båden.

'Åh gud, de kan ikke gøre noget ved det. Er der ikke en stor båd, der kan redde den? Den er væk!  Den er væk! Farvel, farvel,' siger hun.

På sin Instagram forklarede Cardi B, at der ikke havde været nogen på båden, da den sank.

Efterfølgende gav hun også en opdatering på hele situationen.

'Der er nu et team ude for at lede efter båden. Jeg så lige nogle dykkere dernede. Men den er på Bikinibunden. Den er væk. Svampebob kommer til at auktionere den væk,' fortalte hun til sine følgere.

Cardi B er på ferie et eksotisk sted, men hun har valgt ikke at dele hvor med sin store følgerskare og fans.

Rapperen er sammen med sin mand Offset og deres to børn.