I marts solgte kogekonen Camilla Plum sit fritidshus for hele 25 millioner kroner.

Fiskerhuset på 70 kvadratmeter, der ligger i Tisvildeleje, kom i Camilla Plums besiddelse via en familieoverdragelse i 1994, hvor hun betalte 654.500 kroner for boligen. Dermed har hun scoret mere end 24 millioner kroner i gevinst.

Nu fortæller hun, hvad der ligger til grund for beslutningen om at sælge – og hvad de mange penge skal bruges til.

Det sker i nyhedsbrevet for Camilla Plums virksomhed Fuglebjerggaard.

»Jeg tog en beslutning – og den var ikke nem – om at sælge et hus i Tisvildeleje, jeg har arvet fra min mor for mange år siden. Det var meget dyrt at holde, og jeg arbejder så rigeligt i forvejen, og der var en endeløs række problemer med det, som jeg pludselig en dag ikke orkede mere,« skriver hun.

Camilla Plum laver rødkål på gammeldags manér.
Camilla Plum laver rødkål på gammeldags manér. Foto: Claus Bech
Vis mere

Hun har også en klar holdning til dem, der har haft noget at sige om prisen.

»Det blev solgt til en eksorbitant masse penge, og det har udløst den mest ondartede omgang ondt i røven i nyere tid, en uhelbredelig sygdom som nok er værst for dem, der lider af det.«

Hun glæder sig over salget, der kan give hende et liv uden gæld. Pengene skal i stedet bruges på at forbedre og reparere gården, købe nye maskiner, få nye medarbejdere og give lønforhøjelse til de gamle.

»Det sker ikke alt sammen natten over, men de gode vibes kan mærkes. Jeg trænger til at lave nye projekter på gården og købe nye ting til butikken og planteskolen.«

Camilla Plum har tidligere fortalt om gæld. Det skete i 2018, da hun havde oparbejdet en stor skattegæld. Her risikerede kogekonen med egne ord at miste alt, hvis hun ikke skaffede ret mange penge i en stor fart, og derfor appellerede hun til offentligheden om at hjælpe.

Den offentlige vurdering af fritidshuset fra 1775 lå 'kun' på 3,9 millioner kroner, så den nye ejer af boligen, 55-årige Carsten Krogh Gomard, der været med til at stifte Netcompany, åbnede den store pengepung for at få fingre i huset, der ligger i allerførste parket ud til vandet.