Den mangeårige tv-værtinde Camilla Ottesen skal skilles fra sin ægtemand, Anders Hedme.

»Efter 20 års samliv og ægteskab har min mand og jeg desværre besluttet at gå hver til sit,« siger hun i en pressemeddelelse udsendt af Nent Group.

Nent Group står bag programmer som 'Fangerne på Fortet' og 'Boligkøb i blinde'. Programmer, som begge har Camilla Ottesen som vært.

Hun uddyber i sin udtalelse, at parret skilles uden større dramatik:

Camilla Ottesen med familien under en af deres ture til Sydafrika for år tilbage. 
Camilla Ottesen med familien under en af deres ture til Sydafrika for år tilbage.  Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Vi skilles som gode venner med gensidig respekt for hinanden, og vi beder om forståelse for, at vi af respekt for vores børn ikke ønsker at uddybe beslutningen yderligere.«

Parret afgav for første gang deres ægteskabsløfter i 2003 efter at have dannet par i tre år.

12 og et halvt år senere trak den i dag 47-årige Camilla Ottesen atter i sin brudekjole.

I forbindelse med deres kobberbryllup i 2015 valgte parret nemlig at blive gift igen.

Venner og familie var mødt op for at fejre den festlige mærkedag, da parret tog røven på dem og lod sig vie igen.

Med til brylluppet var deres to fælles børn, Viola og Viggo, og på Instagram kaldte tv-værtinden dagen for den 'bedste nogensinde'.

Sammen har familien i flere omgange besøgt Sydafrika - heriblandt i længere perioder.

Derudover har familien i mange år resideret på Amager.