Camilla Ottesen fik ideen til at blive klippe helt skaldet, efter hun havde været i Australien for at besøge sin far, der var på jordomrejse igen. Det var formentlig med til at give hende jobbet som studievært på tv-kanalen ZTV. Nu er hun aktuel på TV3 med Helvedes hus, hvor kuldsejlede byggeprojekter kommer på ret køl.
1. Kun gode minder
Helt overordnet har jeg kun gode minder fra barndommen, hvor man legede i gården og den slags. Jeg voksede op på Frederiksberg, min mor var gymnastiklærer og min far ingeniør. Her var jeg var nok tre år gammel og på besøg hos bedsteforældrene. Det er sjovt at se, hvordan tingene går i ring med mine egne børn, nu hvor jeg kigger i mine gamle billeder. Dengang arrangerede mine forældre tit lege som stoleleg og ballondans, det gør vi også i dag, og det er hyggeligt.
2. Kriller i maven
Her var jeg parat til første skoledag på Lollandsvejens Skole på Frederiksberg, som var en almindelig kommuneskole. Jeg husker, jeg var meget nervøs og havde kriller i maven, for jeg kendte ikke nogen af de andre elever. Jeg havde fletninger, der var lavet til frikadeller, for jeg skulle se ordentlig ud. Heldigvis gik min storesøster også på skolen, og derfor kendte jeg skolen og nogle af lærerne i forvejen.
3. Støjende i skolen
Min nervøsitet fra første skoledag forsvandt dog efter nogen tid, kan man se her i min meddelelsesbog. Min lærer skrev, at jeg var blevet meget støjende og at det var »umuligt at undervise under de konditioner«. Det var ikke den eneste gang, der blev skrevet hjem til mine forældre, men jeg gjorde dog andet i skoletiden, nemlig at være formand for elevrådet. Men ellers var der et par år af min skoletid, hvor mine forældre underviste mig, fordi vi sejlede jorden rundt.
4. Sejlede jorden rundt
Da jeg var 10 til 12 år, rejste vi i familien jorden rundt, og de år står som noget enestående og anderledes for mig. Mine forældre brugte fem år på at bygge en båd på 12 meter af cement, det var rimeligt smart at gøre dengang i 80’erne, for det var et billigt materiale, men den var også tung. Vi lagde fra havn i Danmark og sejlede til England, siden sydpå og ind i Middelhavet og bagefter ned til De Kanariske Øer. Siden tog vi det lange stræk over til Caribien og videre til Florida. Vi havde op til fem uger i træk uden at være i havn. Jeg blev kun søsyg, når jeg sad og læste. Det var nogle meget lange dage, hvor der ikke skete en pind. Det var ikke som i dag, hvor man kan kommunikere med alle hele tiden, men jeg er glad for at have prøvet at leve helt afskåret fra omverdenen. Når vi kom i havn, var det spændende at gå op til posthuset for at se, om der var kommet breve til os hjemmefra, der altså var sendt poste restante. Der var en stor forventningens glæde, og jeg har stadig de mange breve, som mine venner fra skolen skrev til mig. Når jeg fortæller mine børn om det, lyder det som om, jeg kommer fra stenalderen. Der var ikke fjernsyn, video eller computere, men de gode, gamle brætspil. Men nogle gange sad vi også bare og kiggede ud i luften – det tog vi ikke skade af. I dag hiver børn jo en iPad op, fra de er helt små, når der ikke sker noget. Min søster og jeg lærte også at deltage på lige fod med mine forældre med vagtskifte. Vi sad og styrede sømil efter sømil, uanset hvad klokken var, og det var virkelig fedt.
5. Hjemmesyede jakker
Vi var fire piger, som var allerbedste veninder, da vi blev studenter, og vi besluttede, at vi skulle være ’the orange ladies’, efter ’the pink ladies’ i Grease. En mormor havde syet de orange jakker, for vi skulle ikke være hvide den dag, som man ellers har tradition for. Jeg havde en farvestrålende Jean Paul Gaultier-kjole indenunder. Vi gik på Falkonergårdens gymnasium på sproglig linje, og jeg var meget glad for frikvartererne. Med hensyn til karakterer var jeg meget ’middel’.
6. På reklamebureau
Mit første kørekort – jeg bestod i første forsøg. Jeg fik det på min 18-års fødselsdag, og det kørekort, som man jo folder ud, har jeg stadig. Jeg var så heldig at komme til at arbejde som runner på et reklamebureau – det hed Maraton – lige efter gymnasiet, og de havde en Citroën 2CV, som jeg måtte køre rundt i. Jeg kom i lære som rentegner på bureauet, det var da de første Mac’ computere blev introduceret. Som rentegner lavede jeg færdigt layout på AD’er og tekstforfatterens arbejde på computer, det foregik ikke længere i hånden.
7. Jakob Riising var lydmand
Min far tog på en ny jordomsejling i 1990erne, og da jeg besøgte ham i Australien mødte jeg nogle, der var skaldede, og tænkte: Shit, det skal jeg også prøve. Da jeg kom hjem, barberede jeg håret af, og det syntes min frisør også var en rigtigt god idé. Det var nok mit lille ungdomsoprør, for der skulle ske noget. Det kom til at give mig temmelig meget opmærksomhed, for der var ingen andre skaldede i Danmark dengang. Der var mest positiv opmærksomhed, men hvis jeg stod hos bageren en formiddag og så træt ud, var der nogle, der kiggede en ekstra gang, for det var ikke almindeligt at se en skaldet pige. Jeg kom til at spare mange penge på frisør og hårplejeprodukter, og det blev en måde for mig at komme ind i tv-branchen på. Kanalen ZTV, der sendte tv for unge, var lige sagen, og nogle mente, jeg skulle til casting der. Jeg fik jobbet nok på grund af mit manglende hår, og kom til at introducere musikvideoer og interviewe alle de store musikstjerner. De andre på kanalen var modeskribenten Eva Kruse, standupper Uffe Holm, discjockey Dan Rachlin, og Jakob Riising var lydmand.
8. Nyder motionsløb
Jeg kan godt li’ at være med i motionsløb, jeg har været med i flere mini-triatlon. Man svømmer 400 meter, cykler 18 km og løber til sidst fire kilometer – ikke nogen voldsom præstation, men jeg synes, det er godt at have et mål med sin træning, og det er sjovt at gøre det sammen med veninder og familie. Jeg har også været med til Christiansborg Rundt, her svømmer man rundt om Christiansborg, og det foregår hvert år i august.
9. Giraffer og skorpioner
Min mand Anders og jeg har haft et fantastisk eventyr ud af at bo i Afrika i et år. Efter jeg havde lavet TV3-jagtprogrammet Det vildeste måltid i Sydafrika, fik vi muligheden for at trække stikket og bo midt ude på savannen midt i ingenting udover giraffer, antiloper og skorpioner, som jeg sørgede for at få ud af sengene, inden børnene skulle sove. Vi var væk fra civilisationen, og der var en lillebitte by med internetcafé i nærheden der i Limpopoprovinsen. Befolkningen i Sydafrika er supersøde og hjælpsomme, og jeg savner at være dernede. Dagene begyndte med skole klokken syv, og vi besøgte også Johannesburg og Cape Town, som var utrolig spændende og smukke byer.
10. Uden toilet i flere måneder
Vi har indspillet anden sæson af ’Helvedes hus’ på TV3, hvor vi besøger danskere rundt om i landet, som desværre er gået i stå i deres byggeprojekter, nogle gange af triste årsager. Rigtig mange har henvendt sig. Vi hjælper en enlig mor i Smørum, som havde revet sit badeværelse ned, men som ikke har råd til at bygge det op. Hun har levet uden toilet i måneder og måtte altså køre over til den nærmeste tankstation, og det blev ikke bedre af, at hun også har tarmproblemer. Vi hjælper også et yngre par i Nordjylland med to små døtre, hvor faderen faldt ned af en stige, mens han var ved at sætte førstesalen i stand.