20 års aldersforskel, fælles firma og dødsfald har slidt på ægteskabet. Camilla af Rosenborg og manden går hver til sit.

Det 500 kvm store hus nord for København er sat til salg. Det fælles firma er fortid på adressen. De fire børn skal nu være delebørn. Endnu en skilsmisse i den danske kongefamilie er en realitet.

Camilla af Rosenborg skal efter 25 år skilles fra sin 20 år ældre mand Mikael Rosanes.

»Vi besluttede at gå fra hinanden allerede i april. Vi har det godt begge to, selvom en skilsmisse altid er hård,« fortæller Camilla af Rosenborg til BT, da vi møder hende i hendes butik i Nyhavn, Z-ways, hvor hun udlejer det tohjulede køretøj segways til turister. Hun smiler og virker fattet på trods af den forestående skilsmisse.

Tvillingerne Camilla og Josephine af Rosenborg er sammen med lillesøster Feodora af Rosenborg vokset op på bonede gulve i en solid kernefamilie. På få år ser Rosenborg-søstrene nu ind i en helt anden og knap så velpoleret virkelighed.

Med kort mellemrum mistede de begge deres forældre, grev Christian og grevinde Anne-Dorte af Rosenborg, til kræft. Et tab, der sendte døtrene ud i en dyb krise og kort efter Josephine af Rosenborg ud i en skilsmisse med sin mand gennem 16 år.

Nu skal også 43-årige Camilla af Rosenborg skilles efter at have kendt sin mand, direktør Mikael Rosanes, i 25 år. Et ægteskab, som parret selv siger, føles som 50 år. Og hvor en skilsmisse ikke kommer helt uforudset for nogen af parterne.

Hun er dog ærgerlig over, at hun ikke har haft forældrene ved sin side i tiden op til skilsmissen.

»Hvis mine forældre havde levet, ville jeg have ringet til dem og bedt om et godt råd,« fortæller hun.

Camilla af Rosenborg er oldebarn af Christian d. 10. og grandniece til Dronning Margrethe. Dermed er hun grandkusine til kronprins Frederik og prins Joachim. Førhen var hun komtesse, men den titel mistede hun, da hun giftede sig borgerligt med Mikael Rosanes, som hun mødte, da hun var blot 18 år gammel og han 38 år – og i øvrigt gift.

Det er en aldersforskel, der gennem årene har sat ægteskabet på prøve. Det afslørede Camilla af Rosenborg sidste år, da hun fortalte, at parret ’mange gange’ havde været tæt på at gå fra hinanden.

»Folk, der siger, at aldersforskel ikke betyder noget, de lyver. Aldersforskel betyder noget! Det er min konklusion. Og der er ikke nogen, der er lykkelige hver dag efter så mange år,« sagde hun i et meget ærligt interview til Alt for damerne.

På det tidspunkt boede parret i hver sin ende af deres 500 kvm store hus i Bistrup ved Birkerød, hvorfra de også drev deres fælles firma. Camilla af Rosenborg var netop kommet igennem et par svære år efter i 2014 at være blevet forældreløs, og for første gang i sit liv følte hun, at der ikke var nogen, hun ’skulle stå til ansvar for’.

»Mikael var så meget ældre end mig, dengang vi mødte hinanden, og derfor var han naturligt nok mere dominerende, end jeg var. Han lagde kortene for, hvordan det hele skulle være. Nu, hvor jeg er blevet voksen, stopper jeg op og tænker: Hvem siger egentlig, at det skal være sådan? Der er mange issues ved en stor aldersforskel, og jeg tror, at hvis vi vælger at gå fra hinanden på et tidspunkt, så vil det helt klart have noget med aldersforskellen at gøre,« sagde hun i februar sidste år til Billed-Bladet.

Camilla af Rosenborg mødte sin nu kommende eksmand for 25 år siden under en PR-tur til Cannes og Paris sammen med sin mor. Det var i 1991, hvor den daværende komtesse var 18 år gammel. Mikael Rosanes var 20 år ældre, gift og far til to børn fra hver sit ægteskab.

Familien var ikke udpræget begejstret for komtessens valg af kæreste, der sidenhen ofte blev forvekslet med hendes far, og selv har hun fortalt, at hun nok netop derfor holdt fast i ham. Sammen har parret fået fire børn, Anastasia på 19, Ludwig på 16, Leopold på 11 og Theodor på 8 år. En familie, der som alle andre oplevede op- og nedture, men som for alvor blev rystet for tre år siden.

Efterladt i dyb sorg

Den 21. maj 2013 døde Rosenborg-søstrenes far, grev Christian af Rosenborg, der tidligere havde haft halskræft, pludseligt af en stor kræftsvulst under ribbenene, 70 år gammel. Knap syv måneder senere, den 2. januar 2014, tabte også moderen, grevinde Anne Dorte af Rosenborg på 66 år kampen til kræft i halsen.

Et tab, som ingen af tvillingesøstrene har lagt skjul på efterlod dem i dyb sorg, og som gjorde, at Josephine af Rosenborg samme år flyttede fra sin mand gemmen 16 år og to børn på 10 og 13 år.

»Vi glemte simpelthen hinanden i farten. Da mine forældre døde, indledtes processen med at tømme hus og alt det der. Da det stod på, så jeg nærmest min søster (Camilla af Rosenborg, red.) mere, end jeg så min egen familie. Da begyndte vi at glide længere og længere fra hinanden. Til sidst følte jeg mig kvalt og presset op i en krog,« sagde Josephine af Rosenborg til BT i 2014.

Også Camilla af Rosenborg fortalte, at tabet af forældrene sled på hendes ægteskab. Hun havde brug for ’luft til ægteskabet’ og brug for at få sit eget, udover parrets fælles firma Idéfabrikken.

Gennem alle årene har de arbejdet tæt sammen i virksomheden, som ligger på deres hjemmeadresse, og har derfor gået op og ned ad hinanden hver eneste dag. Selv mener Mikael Rosanes, at deres 25 år sammen derfor må tælle dobbelt, og at 50 år sammen må være ’en succeshistorie’.

Heller ikke Camilla af Rosenborg ser skilsmissen som en fiasko.

»Mine børn kan jo se på min søster, at det at lade sig skille, ikke er det værste, der kan ske,« siger hun til BT.

Hun suppleres af den nu kommende eksmand:

»Skønt vi alle dage har været hinandens modsætninger, så har det været sjovt og udfordrende og lærerigt med vores 20 års aldersforskel. Samme dag, som vi faldt for hinanden i Nice i efteråret 1991, sagde jeg til Camilla, der dengang kun var 18 år: ’Det her forhold holder kun, til jeg er 60, og du er 40’. Og det fik jeg næsten ret i«, siger Mikael Rosanes til Billed-Bladet.