Hollywood-stjernen Cameron Diaz har i den grad formået at overraske sine fans samt alverdens sladderblade og aviser.
I al hemmelighed har den 47-årige skuespillerinde nemlig født en lille pige.
Det afslører hun i et opslag på Instagram, hvor hun også fortæller, at datteren, som hun har fået med sin ægtemand, Benji Madden, skal hedde Raddix Madden.
'Hun har fanget vores hjerter fra starten af og fuldender vores familie,' skriver Cameron Diaz i opslaget, som kan ses i bunden af artiklen.

Der har adskillige gange gennem årene floreret rygter om, at Cameron Diaz ventede sig, men det er altså først nu, der rent faktisk har været hold i rygterne.
I Instagram-opslaget nævner hun ikke nogen detaljer om, præcis hvornår fødslen fandt sted.
Hun skriver blot, at hun og Benji Madden glæder sig og er taknemmelige over at kunne begynde et nyt årti med at annoncere fødslen af deres datter.
Hollywood-stjernen pointerer desuden, at selvom parret er lykkelige over at kunne dele den gode nyhed med deres fans, vil de fokusere på at beskytte den lilles privatliv.
'Derfor vil vi ikke dele nogen billeder eller dele yderligere detaljer, andet end at hun er virkelig skøn. Nogle vil endda sige SEJ,' lyder det fra parret.
Cameron Diaz og Benji Madden blev gift i januar 2015.
Inden da havde de været kærester i omkring syv måneder.
Benji Madden er en amerikansk guitarist i bandet Good Charlotte.

