Den afdøde skuespiller-legende Burt Reynolds har intet efterladt til sin 30-årige søn Quinton Anderson Reynolds i sit testamente.

»Jeg udelader ham med overlæg fra dette, min sidste vilje og testamente, da jeg har sørget for ham i løbet af mit liv via min fond,« står der i testamentet, skriver TMZ.

Testamentet er nedfældet i oktober 2011. Reynolds har udpeget sin niece, Nancy Lee Brown Hess, som forvalter.

Formuleringen i testamentet betyder dog ikke, at Burt Reynolds har gjort sin søn arveløs.

Burt Reynolds og hans søn Quinton i 2001. Sønnen er i dag 30 og vil modtage penge fra hans fars fond. Vis mere

Burt Reynolds har oprettet en fond til sin søn for flere år siden, som sønnen nu løbende modtager penge fra. På den måde undgår han at betale skat af arven, skriver TMZ.

Reynolds adopterede Quinton Anderseon Reynolds med sin anden kone Loni Anderson i 1988. Siden var han adskilt fra sønnen i en periode, da skilsmissen mellem ham og Loni Anderson blev grim.

De seneste år var Burt Reynolds dog tæt på sin adoptivsøn.

»Han er en vidunderlig ung mand, som arbejder som kamera-assistent i Hollywood. Han har aldrig bedt om hjælp til sin karriere, han har gjort alt selv. Jeg er så stolt af ham,« sagde Burt Reynolds om sønnen til Closer Weekly kort før sin død.

Burt Reynolds døde den 6. september af et hjertestop. Han blev 82 år gammel.