Bubber er meget i vælten i disse dage, efter det er kommet ud, at han og Christina 'Ibsen' Meyer går fra hinanden efter 28 års ægteskab, og at han nu venter barn med en kvinde, som har fungeret som barnepige for ægteparrets tre børn.
Mandag aften var tv-værten i Aftenshowet, hvor han satte ord på det at være en kendt person, som skal skilles, og i den forbindelse fik han støttende ord med på vejen fra Oliver Bjerrehuus, efter Bubber havde forklaret sig.
»Man kan knække nakken på det eller krybe langs panelerne, eller man kan sige: 'Sådan er det her', velvidende at det er rigtig, rigtig svært, og det er noget, der er kæmpemæssigt svært for de få mennesker, der skal dele det her, og så oven i købet også få det hængt ud på den her måde,« lød det fra Bubber, som uddybede:
»Det er rigtig, rigtig ufedt. Og så kan man sige, man ligger, som man har redt.«
Efter de ord, nåede Bubber dog ikke at sige mere i programmet, for så blev han afbrudt af Oliver Bjerrehuus, som brød ind:
»Du har min respekt, for var hun yngre end dig?« lød det fra modellen og radioværten, hvortil Bubber gav et tøvende 'ja'.
Derefter rakte Oliver Bjerrehuus en næve ud mod Bubber, som ser lidt tøvende ud. Han svarede derefter den udrakte hånd ved at trykke sine knoer mod radioværtens. Tirsdag svarer Bubber, at han ikke fandt det helt passende med knoerne, men at han ikke ville være uhøflig.
»Jeg synes, det var lidt upassende, men det var jo bare en gestus. Når nogen rækker en hånd ud, så kan man ikke bare sidde der og være afvisende,« lyder det fra tv-værten, som blev berømt i børneprogrammet 'Bubbers badekar'.
Bubber har løftet sløret for, at den 41-årige kvinde Signe, som han venter barn med, er kommet i hans hjem i mange år.
Han har oplevet, at nyheden om skilsmissen er som en prøvelse.
»Jeg er både chokeret og ødelagt over situationen på én gang, for det er svært med et langt ægteskab,« sagde Bubber til B.T., da nyheden først kom ud.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra Oliver Bjerrehuus.