Han har introduceret tusindvis af danskere til misbrugsmiljøer, når han sammen med et filmhold har fulgt narkomaner, ludomaner og andre misbrugere. Det har åbnet Bubbers øjne for, hvad det egentlig betyder at være misbruger. 

- De her mennesker er fanget i en ond spiral, hvor de er flove over, at de har et misbrug, samtidig er det et tabu, som vi helst ikke taler om, og derfor ender det i en ond spiral, hvor hele livet smuldrer mellem deres fingre i deres kamp mod afhængigheden. Jeg forstår godt, at det er lettere at knappe en ekstra øl op for at komme igennem alle de problemer, som de hver dag må døje med, siger Bubber til BT.

Derfor sagde tv-værten straks ja til at stille op som ambassadør for misbrugsportalen.dk, som åbner den 1. juli. Her vil man åbne op for det tabu, som det er at være misbruger. For Bubber var den en helt anden verden, der åbnede sig foran ham, da han fik lov til at følge disse mennesker i sine programmer. 

- Jeg er dybt imponeret over deres overlevelsesinstinkt. Lige meget, hvor slemt det står til, kæmper de en brav kamp. Det er så vigtigt, vi får brudt med nogle af de tabuer, der er omkring det her miljø, så vi kan hjælpe dem ud af misbruget, siger Bubber.

Selv startede han sin karriere som børnenes ven, og dem har han ikke glemt. Det er nemlig særligt for børnenes skyld, at han mener, der er brug for hjælp til misbrugere.

- Det er så vigtigt, at vi giver børn en god start på livet. Hvis de allerede er bagud fra start, fordi de kommer fra en familie, hvor der er problemer med misbrug, så har de allerede en masse minuspoint med i bagagen, siger Bubber.

Selvom hverken han eller hans nærmeste har været berørt af misbrug, kender han dog tydeligt til følelsen af afhængighed:

-  Vi er jo alle sammen afhængige af et eller andet. For nogen er det tryghed og kærlighed, men for andre er det et langt farligere misbrug. Jeg er selv afhængig af andre mennesker, siger han.