For et år siden chokerede Bubber alt og alle, da han afslørede, at han ventede barn med den 42-årige butiksindehaver Signe Rossing.

Den 55-årige tv-vært var nemlig på daværende tidspunkt stadig gift med Christina Ibsen Meyer, som han har tre voksne børn med. Børn, som Signe Rossing endda tidligere har fungeret som barnepige for.

Bubber blev efterfølgende skilt fra 'Ibsen', officielt kæreste med Signe Rossing, og i april blev han så også far til fire, da Signe Rossing fødte deres fælles søn.

En søn, som, Bubber nu afslører, hedder Alfred.

»Jeg har altid syntes, at der er rigtig meget godt i det navn, så det var derfor, vi valgte det,« siger Bubber med det borgerlige navn Niels Christian Meyer.

Han fortæller endvidere, at 'alt går godt med familien', og at det er rart, at stormen har lagt sig, så parret kan nyde familielivet, der ud over Alfred og Bubbers i forvejen tre børn består af Signe Rossings tre børn fra et tidligere forhold.

Her et år efter, at 'bomben' sprang, har Bubber nået at bearbejde den enorme opmærksomhed, der fulgte med den nye kæreste og den dertilhørende graviditet.

»Det var ikke rart. Jeg synes, at privatliv skal være privatliv, og jeg synes ikke, at det var noget, der kom andre ved,« siger han og fortsætter:

Bubber og Christina Ibsen Meyer nåede at være gift i 28 år, før de blev skilt.
Bubber og Christina Ibsen Meyer nåede at være gift i 28 år, før de blev skilt. Foto: Robbie Williams koncert i Parken
Vis mere

»Jeg ved godt, at I (medierne, red.) skal sælge kliks, så I har brug for en fed overskrift, men det er sgu ikke det fedeste, når ens snavsede undertøj pludselig hænger i luften til fri skue.«

Er det ikke bare den bagside af medaljen, som nu engang hører til, når man er et kendt ansigt?

»Jeg synes, at alle mennesker både har behov og krav på et privatliv, uanset hvem man er, og jeg synes, det er forkert decideret at udstille folks privatliv,« siger han og fortsætter:

»Jeg ved godt, det er en historie for jer, men mennesker er nu engang mennesker. Det, der er et pennestrøg for jer, og som egentlig er snothamrende unødvendigt og ikke kommer andre ved, det gør ondt andre steder. Alle folk burde have krav på at tumle med deres eget uden at frygte at blive udstillet.«

Du var på trods af den svære situation selv ude at kommentere sagen i flere artikler. Er der noget, du den dag i dag selv ville have håndteret anderledes, hvis du kunne?

»Ja, det er der jo altid, men nu er tiden gået, og det er fuldstændig irrelevant at gå tilbage, for det ændrer alligevel ikke noget.«

Bubber ønsker ikke at udtale sig om, hvordan hans forhold til ekskonen, Christina Ibsen Meyer, er den dag i dag.