Brian Risberg Clausen - bedre kendt som Bryan Rice - er lørdag blevet gift med sin kæreste, Mads Enggaard gennem ni år.

'WE SAID YES!!!  #madsogbrian #wedding#samesexmarriage #ido #lovewins#loveislove.'

Sådan skriver sangeren Bryan Rice under sit nyeste billede på Instagram, der viser ham og hans nye ægtefælle i en meget lykkelig stund, hoppende på en hotelseng i København.

Parret har kendt hinanden gennem ti år og blev lørdag gift på Københavns Rådhus.

Tommy Petersen, parrets nære ven, der sidder i Borgerrepræsentationen for Det radikale Venstre fik lov til at stå for vielsen.

Det fortalte Bryan Rice i maj til Ekstra Bladet.

Mads Enggaard friede til 40-årige Bryan Rice til en Marie Key-koncert i Vega sidste år.

Parret mødte hinanden gennem fællesvenner.

Mads Enggaard og Bryan Rice har boet sammen i ni år, og sammen med deres veninde, Gry, har de datteren Liv på tre år og har dermed skabt sig en såkaldt 'regnbuefamilie'.

Liv bor dog på Vesterbro med sin mor, imens det nygifte par bor på Amager.