Det var en stolt Teis Bruun, som onsdag aften modtog prisen for Årets Danske Designer til Dansk Fashion Award.

Han og broderen Bjørn Bruun er skaberne bag det anerkendte danske design Bruuns Bazar, der har succes såvel herhjemme som i udlandet med deres afslappede elegance som stil-signatur. Ikke nok med at Teis Bruun hele aftenen sad til bords med kronprinsesse Mary. Det var også vores kommende dronning, som overrakte ham den eftertragtede pris som Årets Danske Designer med et tilhørende royalt kindkys. De to brødre var oppe mod stærke brands som In Wear og By Malene Birger, men dommerpanelet, der blandt andet talte direktøren for Danish Fashion Institute, Eva Kruse, samt de to mænd bag prisoverækkelsen, Uffe Buchard og Kim Grenaa, valgte ­Bruuns Bazar som aftenens helt store vinder.

Respekt for forbrugeren

- De er en mønstercase i dansk mode. De har en bred målgruppe, fordi de både forstår at lave gode, essentielle stykker tøj og design til podiet. Nogle kritikere mener måske, at de ikke er avantgarde nok i deres udtryk, men de har til gengæld en klar designprofil og stor respekt for forbrugeren, der kan bygge videre på garderoben fra de foregående sæsoner, sagde Eva Kruse til B.T. om Bruuns Bazar i forbindelse med modeugen i februar. Teis og Bjørn Bruun lancerede mærket Bruuns Bazar i 1994 og fik som det første danske modehus en invita­tion til det officielle kalendershow i Paris i 1999. Siden da er det gået stærkt, og de har nu egne butikker i Danmark, Norge, Sverige og Frankrig, samt er repræsenteret i over 1000 butikker i 30 lande. I 1999 lancerede brødrene Bruun desuden tøjlinjen BZR, der henvender sig til det lidt yngre publikum. mas@bt.dk