Bruce Springsteen har onsdag været i retten. Og det gik godt, hvis hvis man spørger ham.

Han slipper nemlig for at få skrevet 'skyldig i spirituskørsel og hasarderet kørsel' på sin straffeattest.

Det skriver TMZ, der har talt med sangerens advokat, Mitchell Ansell.

Den 71-årige sanger blev 14. november sidste år stoppet af en parkbetjent i naturområdet Gateway National Recreation Area.

Betjenten noterede, at stjernen havde en tom flaske tequila ved sin side, da han satte sin motorcykel i gang.

Bruce Springsteen blev stoppet, da han virkede beruset. Han blev anholdt. Sigtet for spritkørsel og hensynsløs kørsel samt for at have indtaget alkohol i området.

Størstedelen af forholdene, mente anklagemyndigheden dog, skulle frafaldes.

Anklagemyndigheden mente således ikke, man kunne løfte bevisbyrden på de forhold, der omhandlede hasarderet kørsel og spritkørsel, da Bruce Springsteens promille på tidspunktet for anholdelsen lå på 0,2.

Bruce Springsteen erklærede sig dog skyldig i at have indtaget alkohol, mens han befandt sig på en område, hvor dette altså var forbudt.

Dermed slipper The Boss altså med at betale 500 dollar i bøde for sin forseelse samt 40 dollar i sagsomkostninger. Sammenlagt et beløb på omtrent 3300 danske kroner.

»Hr. Springsteen er meget tilfreds med resultatet af dagens retsmøde,« siger advokat Mitchell Ansell og fortsætter:

»Hr. Springsteen, som ikke har pletter på straffeattesten fra tidligere, erklærede sig frivilligt skyldig i at have indtaget spiritus i et lukket område.«

'Born in the USA'-sangeren betalte bøden på stedet.