Selvom det så storslået ud på overfladen – og det skal det jo gerne, når det har kostet flere millioner – så forløb kendisbrylluppet mellem milliardærarvingerne Brooklyn Beckham og Nicola Peltz ikke helt uden drama.

Faktisk så meget, at brudens stenrige far har pudset sine advokater på parrets bryllupsplanlæggere.

Det skriver Daily Mail, der har fået indsigt i sagens akter.

Den 28-årige skuespiller Nicola Peltz, der er datter af milliardæren Nelson Peltz, og Brooklyn Beckham, der er aspirerende kok og søn af tidligere fodboldspiller David Beckham og hans kone, designer og tidligere Spice Girl, Victoria Beckham, blev i april smedet sammen ved et overdådigt bryllup i Palm Beach, Florida.

Festen varede tre dage, der var to vielsesceremonier og 670 gæster, og hele herligheden løb ifølge Daily Mail op i 24 millioner kroner.

Men det unge par var langt fra tilfredse med forberedelserne.

De nåede igennem tre sæt bryllupsplanlæggere, som ikke var i stand til at levere en service, der matchede Nicola Peltz' høje ambitioner. Og det lod hun et af firmaerne, Plan Design Events, vide i så voldsomme vendinger, at en af ejerne brød sammen i gråd, skriver mediet.

Men det var ikke nok. For efter brylluppet har Nelson Peltz nu sagsøgt de to kvinder med krav om, at at få depositummet på 1,1 millioner kroner tilbage.

Plan Design Events blev hyret af milliardæren blot seks uger inden hans datters bryllup, men fyret igen ni dage senere. I retsdokumenterne fremgår det, at familien ikke havde tiltro til, at firmaet kunne håndtere de 670 celebre gæster med den krævede professionalisme.

Dråben blev, da Formel 1-stjernen Lewis Hamilton stod på den bekræftede gæsteliste, på trods af at han til Nicola Peltz havde fortalt, at han desværre ikke kunne komme.

'Lewis Hamilton har IKKE bekræftet. Så forklar mig, hvorfor hans navn står på listen. Vi har talt med ham. Han kan ikke komme, så forklar, hvorfor der står, han har bekræftet,' skriver kendisdatteren i en gruppechat, som hendes far har offentliggjort i forbindelse med sagsanlægget.

Til det svarer Arianna Grijalba fra Plan Design Events, at der må være sket en fejl, fordi hun ikke har haft tid til at sætte sig ind i den app, som skal håndtere de mange svar fra de inviterede gæster.

'Jeg er bryllupsplanlægger – ikke IT-medarbejder,' skriver hun og sender en undskyldende smiley.

Foruden manglende evner og professionalisme beskylder Peltz-familien bryllupsplanlæggerne for 'brug og muligt misbrug af alkohol'.

Som dokumentation vedlægger de en besked, hvor Arianna Grijalba efter at have leveret flere informationer om status på gæstelisten, at hun 'har brug for en tequila', inden hendes 'hoved eksploderer'.

Her svarer Nicola Peltz: 'Yes queen!!!', mens hendes mor skriver: 'Nyd den. Hav en god aften.'

Efter at have fyret Plan Design Events med henvisning til deres manglende evner til at opfylde hans datter og svigersøns ønsker, hyrede Nelson Peltz en ny bryllupsplanlægger, som skulle have udført opgaven til perfektion.

Grundet den korte frist på under fem uger tog han sig dog ekstra betalt, og Nelson Peltz kræver derfor både sit depositum på 1,1 millioner tilbage og kræver, at Plan Design Events betaler sagens omkostninger.

Bryllupsplanlæggerne har endnu ikke udtalt sig i sagen, men af de offentliggjort beskeder fremgår det, at de efter fyringen beder Peltz-familien om at gå stille med dørene og 'ikke sprede negativ sladder' om dem.