Vi kender hende som den kølige og fokuserede efterforsker i den dansk-svenske tv-krimi ’Broen’. Privat betegner den svenske skuespillerinde Sofia Helin sig selv som Saga Noréns diametrale modsætning, har hun tidligere udtalt. Men når det kommer til Danmarks håndtering af den aktuelle flygtningesituation, kan den svenske skuespillerinde ikke holde sit ’milde væsen’ tilbage.

For 43-årige Sofia Helin er vred. Hun mener nemlig ikke, at Danmark har gjort nok for at håndtere de mange tusinde flygtninge, der siden september er strømmet ind i både Danmark og Sverige. Det siger hun i et interview med det danske ugeblad SE og HØR.

»Jeg er stolt over mit land. At vi sammen med Tyskland er dem, som tager bedst mod flygtninge. (…) Og Danmark, i skal fandeme tage jer sammen. En gang har I brug for at flygte fra jeres land, og det er ikke længe siden. Tag jer sammen!,« siger hun og refererer til 2. verdenskrig, hvor mennesker arrangerede busrejser til Sverige for at redde dem.

Den svenske stjerne har selv mødt flere flygtninge, ligesom hun også har samlet penge ind til dem. I mødet med flygtninge har hun dog erkendt, at det ikke nødvendigvis er penge, de har brug for. I stedet har de ligesom alle andre brug for at være sammen med deres familier, siger hun, mens hun fortæller om en mand, der ikke havde mulighed for at tage sin kone og sine børn med sig under flugten.

Først på måneden valgte den svenske regering at indføre en midlertidig grænsekontrol ved Øresundsbroen og ved al færgetrafik til Sverige fra Danmark og Tyskland. Det skete som følge af, at Sverige havde modtaget omkring 10.000 flygtninge og migranter alene i den første uge i november.

Derudover skønnes det, at i alt 180.000 flygtninge og migranter vil søge asyl i Sverige i 2015, hvoraf 123.000 allerede er kommet til Sverige.

Til sammenligning er der de første ni måneder af i år kommet knap 10.000 asylansøgere til Danmark, men det forventes, at antallet vil nå at fordobles inden udgangen af 2015.

Diskussionen om, at vi i Danmark vil hjælpe sine egne først, er dog ikke en diskussion, den svenske skuespillerinde giver meget for. Som hun forklarer, har de fleste danskere mad og tag over hovedet, hvilket på ingen måde kan sammenlignes med at være forfulgt eller at se sine døtre blive voldtaget, raser hun.

Søndag aften rullede sidste afsnit af tredje sæson af den dansk-svenske tv-dramaserie ’Broen’ over skærmen. Det anslås, at knap en million seere har fulgt med i tredje sæson af den populære krimiserie.

Andre læser også