I 2009 var Brittany Murphy en skuespiller, som alle i Hollywood vidste, hvem var. Hun havde haft flere store roller, og hendes karriere syntes kun at gå i én retning.

Men pludselig, uden varsel, døde Brittany Murphy i en alder af bare 32 år. Fredag 20. december er det 10 år siden. Skuespillerindens far accepterede aldrig forklaringen.

Der er da også en del forskellige ting, som gør, at sagen for fans og dele af Brittany Murphys familien har et mærkeligt skær.

Den Atlanta-fødte Brittany Murphy voksede op i en splittet familie. Den ene forælder boede i New Jersey, mens den anden boede i Burbank i Californien.

Det betød, at den unge Brittany flyttede fra kyst til kyst i store dele af sin barndom.

Tidligt fandt hun interesse for skuespillet - og allerede i en alder af 13 fik hun sin første professionelle manager.

Det helt store gennembrud fik hun blandt andet med filmene '8 Mile' og 'Something Wicked'.

Og gennem 00'erne figurerede hun i en stribe stort anlagte filmprojekter.

Brittany Murphy med ekskæresten Ashton Kutcher.
Brittany Murphy med ekskæresten Ashton Kutcher. Foto: ROBERT GALBRAITH
Vis mere

Opmærksomhed fik hun også en del af, da hun kortvarigt indgik i et forhold med Hollywood-kollegaen Ashton Kutcher.

Det varede dog ikke længe.

Og i 2007 fandt hun kærligheden i den kontroversielle britiske manuskriptforfatter Simon Moonjack.

Det gav de amerikanske sladdermedier noget at skrive om. Moonjack havde nemlig en fortid med stoffer, stor gæld og en fængselsdom bag sig.

Ikke længe efter giftermålet mellem Murphy og Moonjack, som fandt sted samme år, købte de Britney Spears' tidligere hus i Los Angeles.

Det var her, Brittany Murphy blot få år senere blev fundet død på badeværelset. Og blot fem måneder senere døde Simon Moonjack på selv samme badeværelse.

Det har foranlediget stribevis af spekulationer.

Og Brittany Murphys egen far har været med til at føje yderligere til spekulationer om datterens tidlige død.

Brittany Murphy døde i sit hjem i Los Angeles 20. december 2009.
Brittany Murphy døde i sit hjem i Los Angeles 20. december 2009. Foto: Alessandro Abbonizio
Vis mere

»Jeg har en følelse af, at der er noget, som ikke stemmer. Det er gift, ja, jeg ved det,« sagde Angelo Bertolotti på et tidspunkt i et interview med Good Morning America.

Inden sin død i januar 2019 nåede han aldrig at acceptere den dødsårsag, som flere læger ellers havde slået fast.

I forbindelse med obduktionen af Brittany Murphy i dagene efter hende død i 2009 blev det slået fast, at stjernen var død af naturlige årsager.

De var en kombination af blodmangel, lungebetændelse og indtag af forskellig receptpligtig medicin. Nærmest den samme kombination, som senere tog livet af Simon Moonjack.

Brittany Murphy i en af sine mest kendte roller i filmen '8 Mile' med Eminem.
Brittany Murphy i en af sine mest kendte roller i filmen '8 Mile' med Eminem.
Vis mere

Gennem store dele af 00'erne havde Brittany Murphys magre udseende vakt bekymring og opsigt i den amerikanske presse.

Men Murphy selv nægtede kategorisk, at hun skulle lide af nogen form for sygdom eller være på stoffer.

»Nej, jeg har aldrig haft en spiseforstyrrelse. Og jeg tager ikke stoffer. Jeg drikker et glas champagne fra tid til anden,« sagde Murphy i 2004 i et interview med Cosmopolitan.

Det fik dog ikke rygterne og konspirationsteorierne til at forstumme efter stjernens død.

Brittany Murphy med sin mand Simon Moonjack.
Brittany Murphy med sin mand Simon Moonjack. Foto: CARLO ALLEGRI
Vis mere

Flere teorier - inklusiv faderens - går på, at Brittany Murphy skulle være blevet myrdet. Forgiftet.

Og Angelo Bertolotti fik da også fire år efter datterens død held med at få en dommerkendelse til, at datterens hår skulle testes for at se, om hun skulle være blevet forgiftet.

Prøverne viste netop også, at der blandt andet var Barium i håret - det bruges blandt andet i rottegift.

Men at det skulle have slået Brittany Murphy ihjel, køber retsmedicinerne i sagen dog ikke.

»Det eneste, de fandt, var tungmetaller, men jeg regner med, at vores læger og vores folk har fortalt Brittany Murphys familie, at hun farvede sit hår ... Og det står klart, at tungmetallerne kom fra hårfarven. Hun blev ikke forgiftet, og vi står bag den dødsårsag, vi meldte ud første gang: Hun døde af receptpligtig medicin, lungebetændelse og blodmangel,« lød det.

Det var Brittany Murphys egen mor, Sharon, der fandt stjernen død på toilettet i Hollywood-hjemmet, som moderen også boede i.

Og hun køber hverken sin eksmands teorier eller de mange spekulationer blandt fans online.

'Han er kommet med skandaløse udtalelser de seneste år. De kulminerer med galskaben om, at min elskede datter blev myrdet. De påstande er baseret på det tyndest mulige bevis og er mere en fornemmelse end reel indsigt i, hvad der reelt skete,' skrev hun i et åbent brev til Hollywood Reporter i 2013.