Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Forrest bar hun Britt Bendixens kiste ud til lyden af en taktfast klapsalve inde fra kirken.
Dansedommerens store kærlighed Marianne Nyboe var i tårer, da hun bar sin elskede partner gennem mere end 25 år ud til rustvognen. Og med et sidste kys på kisten sendte den 18 år yngre it-projektleder sin Britt videre ud på den sidste dans.
For lørdag eftermiddag blev den 81-årige danseinstruktør og 'Vild med dans'-dommer Britt Bendixen bisat fra en stuvende fuld Holmens Kirke, efter hun to uger forinden sov stille ind efter kort tids sygdom.
På de mange fremmødte til bisættelsen og deres skiften mellem tårevædede øjne, trøstende krammere og lårklaskende anekdoter var det dog tydeligt, at Britt Bendixen formåede at sætte sit aftryk her på jorden.
I den brede befolkning gjorde hun det gennem sine knap to årtier ved dommerbordet i TV 2-programmet 'Vild med dans'.
Herfra var også flere velkendte ansigter og folk fra bag kameraerne mødt op til bisættelsen.
Både Britt Bendixens nære venner fra dommerbordet, Anne Laxholm og Nikolaj Hübbe, ankom til Holmens Kirke, ligesom vært Sarah Grünewald og tidligere vært Claus Elming også fandt plads på kirkebænkene.
Derudover var også de velkendte 'Vild med dans'-dansere Silas Holst, Thomas Evers Poulsen, Michael Olesen, Claudia Rex, Karina Frimodt, Frederik Nonnemann og Steen Lund mødt op for at tage afsked med dansedommeren.
I det hele taget havde Britt Bendixen en stor vennekreds bestående af ikke mindst kendte ansigter.
Komikerduoen Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt ankom arm i arm til Holmens Kirke, mens også skuespillerne Anders W. Berthelsen, Lisbet Dahl, Søren Sætter-Lassen, Louise Mieritz, Peter Frödin, Jeanne Boel og Jytte Hansen deltog i den kirkelige mindeceremoni.
Derudover var politiker Klaus Bondam, vejrvært Sara-Maria Franch Mærkedahl, musiker Lina Rafn og forfatter Katrine Engberg blandt de famøse gæster.
Sangerinden Anne Linnet, der var nær ven af Britt Bendixen gennem mange år, sang tilmed for sin veninde i kirken.
Efter Britt Bendixens eget ønske optrådte Anne Linnet nemlig med sit meget passende nummer 'Forårsdag', fortalte hun til Billed-Bladet før bisættelsen.
For det var netop en solbeskinnet forårslørdag, at Britt Bendixen tog sin sidste dans, da hendes kiste blev båret ud af ikke mindst partneren Marianne Nyboe, hendes søn Niclas Bendixen og hans kone Trine Dyrholm, samt deres søn Axel, foruden hendes mangeårige veninde Piv Bernth.
Efter en rum med stilhed og grin, tårer og kram tyndede den store folkemængde foran Holmens Kirke så småt ud.
Familien gik ind igen til de mange blomster, der var spredt ud hele vejen ned ad kirkegulvet, mens de mange fremmødte drog mod det private gravøl.
For 'selvfølgelig er der spiritus i min mors ånd', som hendes søn, den 50-årige instruktør Niclas Bendixen, bemærkede det.
Han skænkede Britt Bendixen sit eneste barnebarn, den 14-årige Axel, som han har med skuespiller Trine Dyrholm.
Bisættelsen foregik ved førstepræsten i Holmens Kirke, provst Birgitte Kvist Poulsen, der forinden gudstjenesten takkede for den store opmærksomhed omkring Britt Bendixens bisættelse.
På et senere tidspunkt skal Britt Bendixen stedes endeligt til hvile, når hendes urne skal i jorden.