Det er ingen hemmelighed, at Britney Spears har et anstrengt forhold til sine forældre efter det 13 år lange formynderskab, hvor popstjernen mistede kontrollen over sit eget liv.

Men i et nyt opslag på Instagram langer hun, selv efter sine egne standarder, voldsomt hårdt ud efter sin mor, Lynne Spears.

Det sker, efter Britney Spears først delte en række beskeder, som hun i 2019 sendte til sin mor, da popstjernen angiveligt blev tvunget til at lade sig indskrive på en psykiatrisk institution. Ifølge Britney Spears svarede moren aldrig på beskederne.

Det har fået Lynne Spears til at reagere, da hun mener, at hun svarede på beskederne for tre år siden. Og det har ført til Britney Spears' seneste tirade.

»Hey mor, har du også fortalt folk, at det var en af de eneste gange, hvor du svarede mig?« starter Britney Spears.

»Du er ikke så lidt fræk at vise dine beskeder, når du ved, hvor slemt I sårede mig.«

Herefter fortæller Britney Spears, at moren blandt andet tvang hende til tre ugentlige møder hos Anonyme Alkoholikere, selvom popstjernen hader alkohol.

Britney Spears skriver også, at moren spillede skuespil og lod som om hun ikke vidste noget om formynderskabet, selvom hun var med til at planlægge det.

Endelig anklager hun moren for misbrug, fordi hun blot to uger efter formynderskabets begyndelse udgav en bog, som, ifølge Britney Spears, udstillede hendes sorg over at miste sine børn til eksmanden Kevin Federline.

»Du misbrugte mig. Ja, jeg siger det, og jeg kan ikke fatte, at du stadigvæk spiller rollen som den elskelige mor,« skriver Britney Spears.

Lynne Spears har ikke reageret på sin datters seneste opslag endnu.

Det var tilbage i november sidste år, at Britney Spears officielt blev fri af det 13 år lange formynderskab, som hendes far, Jamie Spears, varetog.

Formynderskabet kom i stand i 2008, efter Britney Spears havde en række sammenbrud og derfor ikke kunne tage vare på sig selv.

Britney Spears har siden brugt sin frihed til blandt andet at blive en gift kvinde, da hun og Sam Asghari i juni sagde ja til hinanden.