Britney Spears er 'i den syvende himmel'.

Onsdag aften endte en mangeårig kamp for den amerikanske sangerinde. Hendes far, Jamie Spears', værgemål over hende blev afsluttet med øjeblikkelig virkning ved domstolen i Los Angeles.

Hun deltog dog ikke selv i retsmødet, hvor hendes nu officielt »giftige« værgemål blev erstattet med en midlertidig værge, revisoren John Sabel.

Kort efter den øjeblikkelige suspendering af Jamie Spears, lagde Britney Spears dog et opslag op på sin Instagram.

'I den syvende himmel lige nu!' skriver hun.

Det er dog ikke en direkte henvisning til domstolens afgørelse, for Britney Spears – der angiveligt skulle være taget på ferie med sin forlovede Sam Asghari – kan nemlig ses styre en mindre flyvemaskine over en eksotisk ø.

'Min første gang, jeg flyver et fly og første gang i et rekvisitfly! Gud, hvor var jeg bange' skriver hun videre.

I kommentarsporet til opslaget står det dog klart, at hendes fans og følgere mener, beskeden betyder, at det 39-årige popikon 'endelig kan flyve frit'.

Britney Spears' advokat Matthew Rosengart udenfor Stanley Mosk retsbygningen i Los Angeles efter afgørelsen. Her var pressen og #FreeBritney-bevægelsen mødt talstærkt op.
Britney Spears' advokat Matthew Rosengart udenfor Stanley Mosk retsbygningen i Los Angeles efter afgørelsen. Her var pressen og #FreeBritney-bevægelsen mødt talstærkt op. CAROLINE BREHMAN

Lidt mere direkte i sin begejstring over fjernelsen af Jamie Spears som værge er Britney Spears' forlovede Sam Asghari.

Han tyede ligeledes til Instagram for at fejre afgørelsen kort efter, den var truffet.

»Free Britney! Tilykke!!!!!' skrev han i en story, hvor han også takkede #FreeBritney-bevægelsen, der længe har advokeret for, at Jamie Spears havde for meget kontrol over sin voksne datters liv.

Og selvom Britney Spears ikke var til stede ved domstolen i Los Angeles, så har hun været i kontakt med sin advokat Mathew Rosengart.

Det bekræfter advokaten selv overfor People.

»Det er en god dag for retfærdighed. Hun er meget glad. Vi er alle meget glade,« sagde han efter afgørelsen.

Britney Spears har været notorisk stille omkring farens værgemål over hende, førend hun endelig til et retsmøde i juni fortalte om det »overgreb«, de sidste 13 års kontrol havde føltes som for hende.

Hendes mest dedikerede fans har dog gennem flere år plæderet for, at Britney Spears var underlagt en ekstrem kontrol over sit liv og sin økonomi fra sin far og værge, Jamie Spears.

Det har ikke mindst resulteret i mange konspirationsteorier omkring sangerindens Instagram-opslag, eksempelvis om at politiet burde tilkaldes, fordi fans kunne se '911' i hendes falmende mascara.