40-årige Britney Spears er bestemt ikke bleg for at vise sin krop frem.

For blot få dage siden delte popstjernen et billede, hvor hun – på nær et par knæstrømper – var nøgen fra top til tå. Kun kønsdele og brystvorter var skjult med henholdsvis hendes arme og små, lyserøde hjerte- og blomst-emojis.

Nu har hun igen smidt tøjet. Denne gang poserer hun dog med ryggen til, iført en lille, rød g-strengstrusse og høje hæle i en lille billedrække, hun har valgt at dele med sine mere en 38 millioner følgere.

»Numse-tid,« skriver Britney Spears til opslaget og afslutter med tre røde rose-emojis.

Udover de tre billeder af stjernen selv er der også et fjerde og sidste billede i rækken. Nemlig et billede af hvide handsker dækket af en enkelt rød rose.

Roserne, der viser sig flere steder, er noget, fans har bidt mærke i over en længere periode.

Det er nemlig langt fra første gang, de røde, romantiske blomster optræder på sangerindens profil.

Fans har nemlig længe spekuleret i det mystiske 'Project Rose', som Britney i flere år har teaset for på sine sociale medier.

Det formodes, at projektet har at gøre med hendes hårde retskamp for at frigøre sig fra et kontroversielt formynderskab, der blev etableret af popikonets far i 2008.

Et formynderskab, der – langt om længe – blev opsagt i november 2021.