En efterladt bil skaber nu fornyet bekymring om Julian Sands.

Det er nu præcis en uge siden, at den 65-årige tidligere Oscar-nominerede skuespiller begav sig på vandretur i bjergene i Californien.

Da han ikke kom hjem som planlagt fredag 13. januar, slog hans kone alarm, men de dårlige vejrforhold i området har besværliggjort eftersøgningen.

Torsdag fandt det lokale politi i San Bernadino skuespillerens bil efterladt på en parkeringsplads i området.

Det skriver BBC.

Politiet mener, at bilen står præcis der, hvor Sands selv har efterladt den.

Samtidig forhindrer det hårde vintervejr, som de seneste uger har hærget i Californien, at eftersøgningen for alvor er effektiv.

Torsdag meddelte myndighederne, at søgningen med helikopter og drone fortsætter, lige så snart vejret tillader det.

Flere af skuespillerens kolleger har udtrykt deres bekymring på Twitter.

Filmproducent Cassian Elwes skriver, at han er »ødelagt« og tilføjer, at han har »bedt mange bønner« for Sands.

Den britiske skuespiller Samuel West skriver:

»Please, please, lad Julian Sands være okay. En ven og en inspiratio. Forfærdelige nyheder.«

Julian Sands er især kendt for sin rolle i filmklassikeren 'A Room With A View' fra 1985 ('Værelse med udsigt', red.) hvor han spillede sammen med Helena Bonham Carter, Dame Judi Dench, Daniel Day-Lewis og Maggie Smith.

Han har også medvirket i blandt andet 'The Killing Fields', 'Leaving Las Vegas' og adskillige tv-serier.