»Det er en grusom, svag, ubarmhjertig, nådeløs, mørk sygdom. Det var som tre hænder. En, der kværker dig. En, der skubber dit ansigt ned samtidig med. Den sidste river dit hjerte ud af dit bryst, og det stopper bare ikke ... i flere dage.«

Sådan lyder den dramatiske beskrivelse af, hvordan det er at være ramt af coronavirussen Covid-19 fra britiske Sam Kane til den britiske avis The Sun.

Han er gift med den britiske skuespillerinde Linda Lusardi, der er så hårdt ramt af virussen, at hun ligger på hospitalet og kæmper for sit liv.

Både 51-årige Sam Kane og hans kone, den 61-årige skuespillerinde, blev fredag indlagt på hospitalet, da de begge led af Covid-19, og deres tilstand var blevet slem.

Men mens Sam Kane relativt hurtigt fik det bedre og mandag atter er udskrevet, står det noget værre til med hans kone.

Linda Lusardi er meget hårdt ramt, og hendes mand frygter for hendes liv.

»Jeg kan ikke sige det nok - dette er ikke bare en influenza. Jeg har set dette tage min kvinde til dødens dør«, lyder budskabet fra Sam Kane ifølge The Sun.

Det britiske par har begge brugt de sociale medier til at beskrive sygdommen.

Torsdag skrev Linda Lusardi selv på de sociale medier, at hun var syg med corona, og at hun følte sig meget syg, skriver Daily Mirror. Og fredag blev det altså så meget værre for parret, at både mand og kone blev indlagt.

Der er dog lidt lys i mørket. For selv om Linda Lusardi er meget syg, så virker det til at gå langsomt fremad, beretter ægtemanden.

»Hun bliver en lille smule stærkere hver dag. Jeg mener, det er virkelig små bidder. Men.. det går i den rigtige retning«, siger han.

Linda Lusardi er både en tidligere kendt 'side 9'-pige i England, men er også skuespiller. Hun har blandt andet medvirket i tv-serierne The Bill, Hollyoaks og Brookside.