Hvem gemmer sig bag de store, gule masker?

Det spørgsmål var der sikkert rigtig mange seere af Eurovision, som stillede sig selv, da Norges bidrag, Subwoolfer, indtog scenen i Torino.

Her var identiteten på de to kunstnere 'Keith' og 'Jim' godt skjult for omverdenen, men nu kan det være, der er en halv afklaring på, hvem duoen er.

Det er den britiske deltager, Sam Ryder, som til Dagbladet kan røbe den ene af de to maskeklædte mænd som værende den britiske popstjerne Ben Adams.

»Jeg så Ben tage en croissant i buffeten, og jeg tænkte bare: 'Vent lige, hvad laver du her?'. Jeg er så fascineret af hele historien,« siger han og kalder Ben Adams for en legende.

Sam Ryder forklarer, at han ikke udspurgte Ben Adams nærmere, da han ikke ville afsløre overfor Adams, at han havde luret, han var den ene halvdel bag den 'hemmelige' duo.

40-årige Ben Adams er en del af det britisk-norske Boyband A1, som har været aktive over to perioder fra 1998 til 2002 og fra 2009 og til og med i dag.

Boybandet stillede i 2010 op til Norges Melodi Grand Prix i håbet om at repræsentere landet på hjemmebane, efter den norske sejr i Eurovision året før.

Her ses A1 i 1991 med Ben Adams yderst til venstre.
Her ses A1 i 1991 med Ben Adams yderst til venstre. Foto: missing
Vis mere

Gruppen vandt i 2001 en Brit Award for bedste nykommere, og de havde to singler, som gik nummer et på den britiske singlehitliste.

Heriblandt en coverudgave af 'Take On Me', som blev lavet af norske A-ha i 1984.

Årets Eurovision blev vundet af Ukraine, mens norske Subwoolfer måtte tage til takke med en 10.-plads.

Hvem, der udgør gruppens anden halvdel, forbliver fortsat et mysterie.