Hugo Helmig overraskede formentlig sine fans, da han mandag eftermiddag aflyste resten af sine koncerter i 2019.

Aflysningerne skyldes blandt andet en hektisk koncertkalender kombineret med et behandlingsforløb for sin stofafhængighed. Men den nødvendige pause behøver ikke at have en negativ effekt på hans ellers spirende karriere, mener ekspert.

»Det er jo synd for ham, men det skader nødvendigvis ikke hans image. Det gør ikke noget, hvis man skiller sig lidt ud, og det her kan give ham lidt kant, hvis han kommer godt ud på den anden side,« lyder vurderingen fra brandingekspert Carsten Herholdt, der ejer det Aarhus-baserede reklamebureau, The Brand Agency.

Carsten Herholdt uddyber:

»Ingen i hans målgruppe vil boykotte hans musik på grund af det her. Det giver ham snarere troværdighed og gennemslagskraft, fordi målgruppen nu kan identificere sig med et menneske, der selv kæmper med noget svært.«

Brandingeksperterne er overbevist om, at Hugo Helmigs musik stadig vil blive spillet, og måske endda oftere, nu hvor radioværterne har en aktuelt historie at knytte musikken op på.

»Men bliver forløbet længerevarende, vil det skade hans butik og den magi, der omgav ham. Et brand har konstant brug for at blive placeret i “top of mind” hos forbrugerne. Og i lige her er problemet. Synlighed er afgørende for salg. Man kan jo ikke købe det, man glemte eksisterede,« siger Carsten Herholdt, og lægger vægt på, at Helmig ikke står anklaget for en alvorlig forbrydelse.

Musikbranchen er ifølge Herholdt en branche, der konstant spytter nye musikere og sange på gaden.

Derfor er det vigtigt, at Hugo Helmig genoptager sin karriere relativt hurtigt, hvis han vil forblive relevant.

Det var en skuffet sanger, der selv udtalte sig i pressemeddelelsen om de 13 aflyste koncerter i Danmark og Tyskland.

'Jeg har fået en personlig indsigt i løbet de sidste par måneder, som jeg bliver nødt til at tage alvorligt, også selvom det har mange omkostninger. Det beklager jeg meget over for både publikum og arrangører, og jeg kan kun håbe på deres forståelse for beslutningen,' siger han.

Samtidig gjorde han det klart, at han var nødt til at færdiggøre det 'arbejde', som han var påbegyndt.