Selvom de har været skilt i 15 år, så har Brad Pitt og Jennifer Aniston et utroligt godt forhold til hinanden. Det var tydeligt at se, da de for nyligt mødte hinanden til en videosammenkomst på Zoom.

Formålet med mødet var, at flere skuespillere skulle lave en oplæsning af manuskriptet til filmen 'Fast Times at Ridgemont High' fra 1982 – der har den danske og mundrette titel 'Øl, fis og rockmusik'.

Her fik Brad Pitt og Jennifer Aniston rollerne som Linda Barrett og Brad Hamilton, og i filmen er der en særlig scene, som man kunne forestille sig ville være akavet for et fraskilt par.

Det skriver New York Post.

Brad Pitt og Jennifer Aniston i 2001, hvor de stadig dannede par.
Brad Pitt og Jennifer Aniston i 2001, hvor de stadig dannede par. Foto: FRED PROUSER
Vis mere

I scenen bliver Brad Hamilton afbrudt af Linda Barrett, mens han sidder og tænker på hende i både romantiske og seksuelle situationer.

»Hej Brad, ved du godt, hvor sød, jeg altid har tænkt, du var? Jeg synes, du er så sexet. Vil du komme herover til mig?« læser Jennifer Aniston op som Linda Barrett i Brad Hamiltons fantasi.

Temperaturen steg nok hjemme i de mange stuer, der fulgte med på videodelingsplatformen Zoom, da de ord kom ud af Anistons mund.

Men de to fraskilte skuespillere var professionelle.

Det var ikke kun de to, der deltog.

Morgan Freeman, Jimmy Kimmel, Shia La Beouf, og Julia Roberts var blandt andre også en del af showet, som havde til formål at samle penge ind til at afhjælpe det store økonomiske pres mange er under, efter coronakrisen har indtaget USA og resten af verden.