Hollywood-stjernen Brad Pitt har aldrig været fan af Donald Trump, og i et nyt interview sætter han en fed streg under den kendsgerning.

55-årige Pitt laver lige nu PR for filmen 'Ad Astra' og har i den forbindelse givet interview til den franske avis Journal du Dimanche, som ville vide, hvad han mener om Trumps trusler om ekstrabeskatninger på import af vin fra Frankrig.

Hans svar var knastørt:

»Trump udgør en meget større fare mod meget mere seriøse problemstillinger,« sagde han

Brad Pitt til Venedigs filmfestival. (Foto: Scanpix)
Brad Pitt til Venedigs filmfestival. (Foto: Scanpix) Foto: CLAUDIO ONORATI
Vis mere

Brad Pitt er selv medejer af den succesfulde, franske vingård Chateau Miraval, som laver den kendte rosé-vin Miraval Rose. Han vil derfor blive ramt på pengepungen, hvis Trump gør alvor af sine trusler, der er hævn for en ny, fransk skattelov.

Emmanuel Macrons regering vil ekstrabeskatte amerikanske tech-firmaer i Frankrig med tre procent, og det vil blive dyrt for mastodonter som Google, Facebook, Amazon, Uber og Airbnb.

'Hvis nogen skal beskatte dem, bør det være deres hjemland, USA. Vi vil meget snart annoncere et modsvar til Macrons dumhed. Jeg har altid sagt, at amerikansk vin er bedre end fransk vin,' tweetede Donald Trump 26. juli.

Landene forhandlede under det nylige G7-møde i Frankrig om en løsning på konflikten, men det er endnu uklart, hvad parterne nåede frem til.

Brad Pitt ejer Chateau Miraval sammen med blandt andre ekskonen Angelina Jolie, som han fortsætter makkerskabet med på trods af deres private konflikter.

Han har, ligesom mange andre Hollywood-stjerner, kørt kampagne mod Donald Trump allerede inden præsidentvalget, og har siden været åbenmundet i sin kritik af præsidenten.

I hans nye film 'Ad Astra' spiller han en profileret astronaut, som sendes ud i rummet for at finde løsningen på en mystisk trussel mod Jorden - samtidig med, at han leder efter sin forsvundne far.

Filmen har også Liv Tyler og Tommy Lee Jones på rollelisten og har dansk biografpremiere torsdag den 19. september.