Kim Larsens familie ønsker ikke, at filmskaberen Ole Bornedal - eller andre - laver en film om Kim Larsen.

»Det blev lukket ned med det samme,« siger Ole Bornedal på spørgsmålet om, hvad Kim Larsens familie syntes om, at instruktøren godt kunne tænke sig at skabe en film.

»Jeg talte med familien, og de syntes, det var for tidligt,« siger Ole Bornedal, der står bag flere film og tv-serier.

Kim Larsen døde i en alder af 72 år d. 30. september 2018.

Ole Bornedal.
Ole Bornedal. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere

Siden 1970’erne har han været kendt som en af de mest populære kunstnere i Danmark nogensinde og har solgt millioner af plader.

Der er derfor ikke noget at sige til, at Ole Bornedal har ønsket at skildre nationalskjaldens virke, ligesom han på samme vis for nylig skabte film-succesen ’Så længe jeg lever’ om sangeren John Mogensen.

Under arbejdstitlen ’Om lidt bliver her stille’ var en ansøgning om manuskriptstøtte imødekommet fra det Danske Filminstitut med 60.000 kr. Det skriver Filmz.dk

Men allerede inden projektet kom i gang, har Ole Bornedal altså måttet skrinlægge projektet.

Blomster, øl, smøger og hilsner blev lagt foran det portræt, der er blevet malet på hegnet ind mod Christiania på Prinsessegade i København til ære for danskernes nationalskjald Kim Larsen.
Blomster, øl, smøger og hilsner blev lagt foran det portræt, der er blevet malet på hegnet ind mod Christiania på Prinsessegade i København til ære for danskernes nationalskjald Kim Larsen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Kim Larsens impresario Jørn Jeppesen bekræfter, at han har afvist Bornedal og andre, der har ytret ønske om at lave film eller teater om den folkekære sanger:

»Begrundelsen er, at familien for nuværende ikke har overskud, overblik eller lyst til at håndtere mange henvendelser. Det hele er stadig meget tæt på. Vi lader tiden gå, og så ser vi ad åre, hvad fremtiden bringer. Kims sange er derude, det må være fint,« skriver Jørn Jeppesen i en sms til B.T.

Hvorvidt Ole Bornedal så på et senere tidspunkt kan få lov til at lave en film, er endnu uvist:

»Det kommer an på familien,« siger Bornedal.