Knap er Fie Laursen nået ud af sin sugardating-shitstorm, før hendes storebror har overtaget rampelyset.
Boris Laursen har nemlig kastet sig ud i en anden form for omdiskuteret reklame – nemlig spilreklamer – og det har skabt voldsom kritik, da han hovedsageligt har unge følgere.
Reklamerne foregår således, at den 25-årige influencer sidder i timevis og spiller kasino på streamingsiden Twitch.
Her kan unge frit følge med i, hvordan Boris Laursen spiller på online-spillemaskiner, hvor han blandt andet ytrer sætninger såsom: »Det er som kokain det her – heroin!«
Noget, som har fået blandt andre Alliancen mod Spilafhængighed til tasterne.
På Twitter har organisationen således delt et opslag med et screenshot fra Boris Laursens Instagram-story, der viser en livesending af hans omgang foran spillemaskinen.
»Det er ikke for specifikt at udstille Boris, at vi har delt opslaget,« siger Sune Røper, der er formand for organisationen, og fortsætter:
»Det er for at sætte fokus på, at vi har et forældet og elendigt system, når det kommer til spillelovgivningen i Danmark.«
Det er dét faktum, at Boris Laursens hovedsageligt har følgere i den unge aldersgruppe, der forarger Alliancen mod Spilafhængighed.
»Der sidder en influencer, som følges af rigtig mange børn og spiller på produkter, der er designet til at skabe afhængighed,« siger Sune Røper og fortsætter:
»Undersøgelser viser, at der er 15 gange højere risiko for selvmord hos spilafhængige, så i sidste ende vil vi altså se flere selvmordsforsøg blandt unge, hvis regeringen ikke sætter en stopper for de her former for reklamer målrettet børn.«
Også Red Barnet efterlyser mere markante indgreb fra regeringen, når det kommer til markedsføring af spil.

»Jeg synes, at det her blot er endnu et eksempel på, at der mangler en mere klar lovgivning, som influencere kan læne sig op ad,« siger psykolog Kuno Sørensen og henviser til Markedsføringsloven.
Den siger, at markedsføring af spil ikke målrettes børn og unge under 18 år, men selv om størstedelen af Boris Lausens følgere er i denne aldersgruppe, er det endnu uklart, hvorvidt Boris Laursen reelt markedsfører sine spilreklamer til unge, da han på sin profil har skrevet '+18 år'.
»Det er vigtigt, at der kommer lovgivningsmæssige retningslinjer, som kan tydeliggøre, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt,« siger Kuno Sørensen og fortsætter:
»Det kan få store konsekvenser for Boris Laursens følgere, hvis den i høj eller overvejende grad består af unge under 18 år, og derfor er det altså vigtigt, at regeringen tager initiativ til at løse problemet. Dette vil også gøre det lettere for influencerne at vide, hvilket ben de skal stå på.«
Boris Laursen har sendt et et skriftligt svar til B.T., hvor han forklarer, at han mener, sagen er blevet blæst ud af proportioner:
'Jeg er ved at være i dialog med Forbrugerombudsmanden, da alt det her er ved at blive blusset op til noget, det ikke burde være,' lyder det i et besked, hvor han understreger, han hele tiden påpeger i sine videoer, at han ikke opfordrer folk til at spille.
'Jeg går under et andet navn, da jeg netop vil undgå at bruge mit eget navn (...). Det er også derfor, at jeg holder kasino inde på Twitch og ikke har postet nogle former for reklame for spilsider på min Instagram og diverse medier,' skriver han videre.
Skatteminister Morten Bødskov (S) har tidligere udtalt, at han vil udforme nye regler for spilreklamer, da reguleringen på spilmarkedet ifølge ham ikke er god nok.
Ministeren afviser over for B.T. at udtale sig om den konkrete sag med Boris Laursen, men har sendt et skriftligt svar, som følger:
'Jeg må som minister ikke udtale mig om den konkrete sag, men jeg kan sige, at markedsføring af spil optager mig meget. Min holdning er, at spilreklamer i dag fylder alt for meget og er for aggressive i deres indhold. Branchen har selv udarbejdet et adfærdskodeks og netop oprettet et spilreklamenævn, men vi politikere skal også sætte ind med regulering for at støtte spilbranchens egne initiativer og sætte nogle grænser for markedsføringen,' lyder det indledningsvist i svaret, som fortsætter:
'Spil om penge skal være underholdning til voksne. Børn og unge skal ikke bombarderes med spilreklamer – derfor er det også ulovligt at målrette reklamer mod børn og unge. Hvis der et hul i forhold til sociale medier, der gør det muligt at markedsføre sig mod børn og unge, er det i mine øjne fuldstændigt uacceptabelt, og noget vi må se på. Det vækker nemlig en stor bekymring hos mig, eftersom der antages at være en sammenhæng mellem en tidlig gamblingdebut og en øget risiko for, at det på sigt kan føre til en usund spilafhængighed.'
'Covid-19 har desværre udskudt de politiske drøftelser på området i nogle måneder, men det står højt på min liste at lave en politisk aftale, der strammer op på spilområdet, herunder begrænse spilreklamer og om nødvendigt hæve bødeniveauet markant for overtrædelser i forhold til børn og unge,' afsluttes svaret fra skatteminister Morten Bødskov.