Sidste år vandt "Bonderøven" en tv-pris, og nu er programmet så populært, at det er flyttet fra DR2 til DR1. En ekspert kalder det "nostalgiens sødme", og i denne uge dukkede tv-bonden fra Djursland igen op på skærmen for at fortælle om sit enkle liv – der faktisk viser sig at være ret kompliceret.
Vandet til kaffen er sat til at koge. Selv om der er gået et kvarter, bobler det ikke engang. Bonden er løbet tør for gas til sine blus, så i dag koger han vandet på brændeovnen. Ingen kaffe uden bønner. Han sætter sig i gyngestolen og hælder kaffebønner ned i en hånddrevet kværn.
- Friskkværnede smager bedre, ikke?
Han vil gerne tage vare på de gammeldags teknikker. Men ikke kun for det gammeldags skyld. Ofte hænger det bare sådan sammen, at de gamle teknikker er langt mere enkle end de nye.
Man kan høre, at han er i gang. Når bønnerne bliver kværnet, dundrer hele køkkenet. Selv siger han, at det ikke er et forsøg på at komme tilbage til stenalderen.
- Det er bare et forsøg på at gøre det mere enkelt.
I virkeligheden er han ikke meget for at kalde sit liv som selvforsynende bonde det ene eller det andet. Han kan sagtens se, at det virker enkelt selv at stå for opvarmningen af huset, selv at høste sine grøntsager eller lave sin egen mælk. Men når man dissekerer enkelheden, viser den sig at være ikke så enkel endda.
- Mit liv bliver af alle andre betragtet som enkelt, og det er det også. Jeg bruger ikke tid på de overvejelser, som mange andre går med. Vi har skåret ned på forbrugsgoderne, ned til det helt basale. Men når man kigger på, hvad vores liv består af, er det langtfra enkelt. For der er virkelig mange ting, man skal igennem i løbet af dagen, når man vil lave sin egen mælk, siger han.
Det enkle liv er rammen for det tv-program, hvor Frank Ladegård Erichsen er blevet "Bonderøven" med hele det danske fjernsynsfolk. I slutningen af marts kan han igen opleves på skærmen, når programmet for sjette gang har ny premiere.
Denne gang skal seerne skifte kanal til DR1 for at kunne følge Frank og familiens hverdag på gården på Djursland – en stor seermagnet med 700.000 seere hører ikke hjemme på DR2s sendeflade.
En forsker i livsstil og medier taler om, at Frank er med til at "aktivere nostalgiske følelser hos seerne", mens en anden mener, at programmet i virkeligheden er en drøftelse af, hvordan Danmark udnytter sine landdistrikter bedst i en tid, hvor det danske landbrug er i dyb krise.
Mens "Bonderøven" i en vis grad skuer bagud, er der enighed om, at programmet også giver seerne mulighed for at tænke fremad. Ifølge Christa Lykke Christensen, der er lektor i film- og medievidenskab ved Københavns Universitet, er drømmen om enkelhed et drivende element:
- Det er drømmen om, at det kan lykkes. At tilværelsen kan lykkes, og man ikke behøver have de store forventninger.
I 2005 købte han Kastaniegården, og kort efter kontaktede han DR, som han før havde samarbejdet med, for at fortælle dem, at nu havde han altså købt en gård, så hvis de havde lyst til at være med til et tv-projekt, skulle de da give det et forsøg. Efter et par prøveoptagelser blev "Bonderøven" født. Første år producerede de otte programmer, og året efter steg tallet til tyve.
Frank havde stadig arbejde ved siden af som bl.a. lærer på Grenaa Produktionsskole. Men det har han ikke længere tid til. Nu tjener han penge på programmerne, som produceres løbende et år i forvejen. Så når vi andre går foråret i møde, gør "Bonderøven" det altså også på skærmen.
Selv om det er hyggeligt at lave kaffe, som man gjorde i gamle dage, er der grænser for, hvor længe Frank vil vente på en kop. Det hænder, at han køber kaffen malet, og man kan da også få en elektrisk kaffekværn til 99,95, siger han. Så tager det kun et øjeblik at kværne bønnerne. Til daglig klarer han dog skærene selv. Forsyner familien med kød og brød. Slagter selv grisen, bager brød og snedkererer også selv mange af de redskaber, han anvender i landbruget.
For næsten et år siden fik Frank konstateret sukkersyge og måtte derefter indse, at han faktisk ikke længere var i stand til at klare sig selv. I hvert fald ikke 100 procent, for nu var han for første gang i livet afhængig af medicin. Men mere om det senere.
Tidligere på dagen kører han af sted i sin Opel Astra Stationcar for at aflevere sønnen Johan i dagpleje. På vejen dertil skal undertegnede hentes på togstationen, for bussen går "kun meget sjældent" forbi gården seks kilometer derfra. I bilen lugter der af komøg? Dyrefoder? Frisk luft? Måske bare landlighed.
Frank har overalls og uldstrømper på, en tyk striktrøje og en rød klud om halsen. Fra dagplejen kører han væk fra byen og ud i det flade landskab på Djursland. Helt derud, hvor man kun meget sjældent passerer en ejendom, og hvor horisonten er så flad, at man kan følge solen, fra den går op i øst og ned i vest.
Efter ti minutter kommer vi til Kastaniegården, som Frank overtog i 2005. Godt nok havde han en drøm om et firlænget bindingsværk med stråtag – og bøgeskov og bølgekluk i forhaven. Men nu bor han, kæresten Theresa, sønnen Johan på to år og datteren Alma på snart fire måneder i en restaureret grisestald. Og stuehuset er så pilråddent, at det skal rives ned og bygges op på ny. Hver dag skal dyrene fodres.
Derudover kommer en lang række andre sysler på gården. Han høster tagrør og planter kirsebærtræer. Bygger et drivhus eller et skur til grisene. Og pludselig stikker en gæsling væk, så Frank må tøffe efter den for at genne den tilbage i indhegningen. Enkelheden derude på de østjyske sletter er til at tage og føle på.
- Det er vigtigt at holde fast i, at det ikke er det gode liv eller det enkle liv. Det er mit gode liv. Det er det, jeg synes er fedt. Og jeg er bare så skideheldig, at for mig er selvforsyning det fedeste at arbejde med. Det er en hobby, som jeg gerne vil bruge al min tid på. Og den er i bund og grund enkel.
Frank løfter sig fra gyngestolen og finder et lille stykke træ. Han går udenfor for at hugge et par mindre stykker af med sin økse og kommer lidt efter tilbage med en håndfuld ekstra brændsel til de døende flammer i brændeovnen. For Frank har det aldrig været hensigten at forklare andre mennesker, hvordan de burde leve deres liv. Han vil gerne inspirere. Fortælle folk, at livet kan være andet end et arbejde fra 8 til 16.
- Det er selvfølgelig lidt karikeret at kalde det villa, vovse og Volvo. Men holdt op mod det, man måske kunne tillade sig at kalde et typisk standardliv, er det her jo brændeovn, brændekomfur og enkle ting. Hvor jeg selv aktivt kan gå ind og gøre en forskel og bestemme, om noget falder ud som en succes eller en fiasko.
Nu koger vandet til kaffen, og bønnerne er kværnet. Kaffekanden på brændeovnen er lige så blå som mange af møblerne i familiens stue. Et lyseblåt bord, en bænk og en reol. Theresa har stået for indretningen, efter at Frank forvandlede grisestalden til et lille beboelseshus. Snart får bindingsværket ved siden af grisestalden samme tur. Hænderne har altid været i brug.
Som knægt på forældrenes 20 hektars landbrug i Agerskov i Sønderjylland elskede Frank at rode i jorden. Når han kom hjem fra skole, hoppede han i sit beskidte tøj og sprang ud på markerne. Mødtes nogle gange med en ven og lavede huse i krattet.
Og hos mormoren og morfaren byggede han huler med sin fætter, og da vennerne i de første teenageår fik interesse for knallerter, Formel 1 og den slags, blev han ved med at lege med sin hest. Som spejder legede han også i naturen, og da han var færdig på efterskole, tog han videre på højskole i Norge, hvor eleverne selv skulle grave kartofler op, fange fisk, malke køer, bygge og male.
- Der var mange, der protesterede og betragtede sig som udnyttet af skolen. For ikke nok med at vi betalte for at gå der, vi skulle fandeme også arbejde for den. Størstedelen af eleverne kom fra den etablerede skoleverden, hvor man sidder på sin flade røv og bliver fyldt med information. Tesen på skolen var først praktisk arbejde, dernæst teori. For teorien er meget mere forståelig, når man først har haft den gennem hænderne.
Siden hen har Frank tilegnet sig al sin viden, fordi han har arbejdet. Da han efter højskolen blev ansat på en gård i den nordlige del af Norge, fortsatte han med at lære. Om bjælkehytter, om at drive landbrug med heste og i den grad om at bruge en motorsav. En sommerdag blev han af bonden på gården sendt ud i en kratskov, hvor han skulle fælde alle de mindste træer.
- Jeg gik rundt med kroppen foroverbøjet i tre-fire dage. Og jeg var simpelthen ødelagt. Hold nu kæft, mand! På det tidspunkt kunne jeg have siddet på en skole i Danmark og være gymnasieelev og få SU, men i stedet gik jeg rundt deroppe og fældede småtræer!
Dengang midt ude i skoven i Norge var Frank bange for, om han nu spildte sin tid. For man skulle jo have sin uddannelse, så man ikke, som han havde fået at vide, "endte i rendestenen".
- Jeg kunne ikke se, at det også var uddannelse at gå rundt og fælde træer. Men selvfølgelig var det det. De tre dage i skoven lærte mig mere om rygholdninger og motorsavebrug, end jeg nogensinde ellers ville have lært.
Om vinteren i Norge kørte Frank rundt i fjeldene med hundeslæde, og når dagene blev lange, lå han i sin bjælkehytte og læste bøger om selvforsyning og håndværk. Og om verdenshistorien og også norsk litteratur, for fruen i huset havde et stort bibliotek, som Frank lånte fra.
Han flyttede fra den ene bjælkehytte til den anden, da han begyndte på gymnasiet i Århus og slog sig ned i Mols Bjerge, hvor han anlagde sin egen køkkenhave. Der var lavt til loftet og ingen strøm, bad eller toilet. Han lavede sine lektier om morgenen i bussen, og om eftermiddagen arbejdede han i køkkenhaven, lavede værktøj og knive og syede anorakker til sig selv.
Undrede dine gymnasiekammerater sig ikke over, at du boede alene i en hytte midt ude i skoven?
- Til at starte med syntes de, det var skørt. Men de accepterede det da. Jeg gjorde måske også tingene mere for nostalgiens skyld, end fordi de var praktiske. Mest fordi jeg var sådan lidt en drømmer, og det er jeg stadigvæk. Men den tilværelse var for enkel, til at jeg ville blive fristet af den i dag. For den var også utrolig kompliceret. Jeg skulle hente mit vand selv og sparede derfor på det. Så jeg blev rigtig god til at gå i bad i en gryde. Jeg havde ikke behov for, at folk syntes, at jeg lugtede, når jeg kom ind på gymnasiet. Så det var tøjvask og personlig hygiejne på et vildt primitivt plan.
Efter sin tid i Norge kunne Frank ikke forestille sig et liv på et tilfældigt kollegieværelse midt i Århus. Han skilte sig ud på to væsentlige punkter: Han levede billigt og kunne derfor i modsætning til kammeraterne spare op på sin SU.
Og så havde han mere tid, fordi han ikke havde tv og skulle følge med i tre amerikanske serier om eftermiddagen.
Selv om hytten derude midt i skoven lå temmelig øde, havde han aldrig et ønske om at isolere sig fuldstændig. Og sådan er det fortsat.
- Tilværelsen som eneboer er frygtelig ensom. Og fællesskabstanken er ret sympatisk, siger han.
Lokalsamfundet på Djursland tog ham ligefrem med storm, da han slog sig ned på Kastaniegården. Frank røg med det samme ind i bestyrelsen i den lille beboerforening. Så meget ind, at han nu ikke kan komme ud. Hver uge er der fredagsbar på en af de lokale nabogårde, og der findes en koncertsal og en gildesal til fest og større begivenheder i den lille by. Det er hyggeligt, men for Frank er fællesskabet også nødvendigt. Uden naboernes hjælp får han aldrig sit hø ind. Og til gengæld giver han dem en hånd indimellem.
- Målet med det her har jo ikke været at komme til at gå mutters alene ude på landet og grave sig ned i et hul med pigtråd udenom, så der ikke kommer nogen og forstyrrer én. Jeg vil rigtig gerne have med andre mennesker at gøre. Der er jo ikke noget federe end at gå og lave noget sammen med nogen frem for at bygge alene.
Selv om Frank hylder fællesskabet, har han altid stræbt efter at stå på egne ben.
At kunne klare sig selv så meget, som det nu var muligt. Det er jo det, der er tanken bag selvforsyning, siger han. Men for næsten et år siden fandt han ud af, at han led af sukkersyge. Og pludselig kunne individualisten i ham ikke længere tillade sig at være udpræget individualist. Nu var der noget, der hed velfærdssamfund og sygesikring – og et dagligt skud insulin. Noget af et nederlag for Frank.
- Det havde jeg aldrig drømt om. Man kan hurtigt komme i en situation, hvor man ikke er i stand til at klare sig selv. Selv om man har lært, hvordan man slår et dyr ihjel på 100 måder, og ved, hvordan man dyrker kartofler, er det pludselig ikke tilstrækkeligt for at sikre ens overlevelse. Og det har for mig været meget lærerigt.
Efter at Frank og familien har fået en fast plads i tv, er seertallene steget sæson for sæson. Og fansene strømmer til det program, der fra begyndelsen var tiltænkt den såkaldt nichekanal DR2.
Frank kender til og anerkender også "Bonderøvens" store succes. Men »det er for mig ikke det væsentlige,« som han siger. Faktisk interesserer han sig hverken for Facebook eller seertal – eller for den sags skyld for pressen. Tv-prisen, som programmet vandt i september, blev han først orienteret om, efter at prisen var vundet. For han "gik rundt og rodede derhjemme".
Selv om han hverken har lyst til Facebook eller tv-priser, vil han gerne behandle sine fans ordentligt. Derfor hilser han selvfølgelig altid pænt på de nysgerrige, der jævnligt kører forbi Kastaniegården på Djursland. Ellers kan man meget nemt, siger han, blive opfattet som hovskisnovski.
Hvordan finder du balancen?
»Det er jo skidesvært. Jeg er da beæret over, at de kommer forbi, men grænserne er blevet lidt uklare for, hvornår noget er privat, og hvornår noget er tv. Man kan jo heller ikke tillade sig at smide folk på porten, når de kommer forbi. Så det følger nok med, at man ikke længere kan tage solbad i sin have, uden at folk kigger med.«
Hele din familie er jo en del af "Bonderøven". Bryder du dig slet ikke om det?
- Det er også en balancegang. Fra starten har vi besluttet os for, at formidlingen af det her ikke kan foregå, uden at vi inddrager vores liv i mere udpræget grad. For selvforsyning er jo for fanden for vores liv. Det er ikke en eller anden tv-kulisse, der er sat op, som vi forlader, når klokken er 5 hver dag. Alle de tanker, overvejelser, glæder og sorger, der præger vores hverdag, handler det her program om.
Alligevel har det aldrig været målet at lave reality-tv. Derfor er Frank opmærksom på, hvor meget hans børn medvirker. Før debuten i 2008 havde han ikke forestillet sig, at han nogensinde skulle beskæftige sig med en mærkelig størrelse som overeksponering.
Især fordi han hellere vil bruge sin tid på noget andet. Som for eksempel det nyeste projekt i rækken: at brygge øl. Lige nu ligger en bunke malt på gulvet ovre hos naboen, for han har gulvvarme, så maltet bedre kan spire. Man må hjælpe hinanden, hvor man kan.
Senere på dagen skal Frank i gang med at planlægge, hvor gårdens første vindmølle skal sættes op. Og ovre i vindueskarmen ligger nye, runde oste fremstillet på Kastaniegården.
Projekterne ophober sig nemt. Enkelheden kan være svær at få øje på. Men Frank trives med sit arbejde. Og man behøver jo ikke gå rundt og skraldgrine hele tiden, siger han.
- Hvor banalt det end virker, så er det sjoveste for mig at gå rundt på gården og finde ud af, om man selv kan lave ost af komælk, hvor meget brænde der skal til for at varme det nye hus op, og om jeg overhovedet kan bygge det selv. Det er sådan noget, jeg synes er fedt, og derfor forfølger jeg det.
