Justin Bieber er blevet blandet ind i dramaet om den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi, som i 2018 blev dræbt og parteret efter at være gået ind på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.

USA og CIA er ikke i tvivl. Den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salmans godkendte den kritiske journalists død. Kronprinsen selv afviser.

Men hvad har Justin Bieber med dette at gøre?

Planen er, at den canadiske verdensstjerne 5. december skal optræde i Saudi-Arabien i forbindelse med landets Formel 1-grandprix, men nu får han en klar opfordring om at holde sig væk.

En opfordring, der kommer fra kvinden, som var forlovet med Jamal Khashoggi, Hatice Cengiz.

'Please, Justin Bieber, optræd ikke for det regime, der dræbte min forlovede,' skriver hun på Twitter.

I et brev, der er offentliggjort af Washington Post, skriver hun direkte til sangeren.

»Dette er en unik mulighed for at sende et stærkt signal til omverdenen om, at dit navn og talent ikke kan bruges til at genoprette ryet for et regime, der slår sine kritikere ihjel,« skriver hun.

Hatice Cengiz og Jamal Khashoggis bryllup skulle have fundet sted dagen efter, han blev dræbt.
Hatice Cengiz og Jamal Khashoggis bryllup skulle have fundet sted dagen efter, han blev dræbt. Foto: MURAD SEZER
Vis mere

Hun holder ham også op på en kommentar, han lavede sidste år.

Her skrev Justin Bieber til sine følgere, at han vil bruge sin platform til at minde folk om, at »racisme er ondt og en indgroet del af kulturen«.

Hatice Cengiz håber, at han nu vil bruge selvsamme platform til at støtte menneskerettighederne i Saudi-Arabien.

Justin Bieber har endnu ikke reageret på Hatice Cengiz' brev.