Bo Bech stopper på restauranten Geist efter 10 år.
Det meddeler den kendte tv-kok i et opslag på Instagram.
'I Danmark har vi et mundheld om, at man skal stoppe, mens legen er god. Og legen er ikke bare god, den er fantastisk,' skriver Bo Bech i opslaget og tilføjer:
'Derfor vælger jeg efter grundige overvejelser at give Geist-stafetten videre til vores restaurantchef Stine Bang og køkkenchef Malte Sørensen.'
Hvad fremtiden bringer for den 48-årige kok, som siden 2010 har været den bærende kraft bag Geist, ved han endnu ikke.
'Jeg flyver videre som en fri fugl uden at kende destinationen, og jeg afleverer med stolthed nøglerne til Geist, inden jeg drager ud mod nye eventyr,' skriver han.
Siden Geist, som ligger på Kongens Nytorv i København, slog dørene op i 2010, har restauranten fået stor ros i både danske og internationale medier.
Selvom det nu bliver uden Bo Bech på holdet, fortsætter restauranten.
'Det er med vemod, men også med kæmpe tillid, at jeg ønsker god vind til mit fantastiske personale,' skriver den 48-årige kok på Instagram.