Optagelsen var egentlig i kassen og skulle have været vist på tv om et par uger.

Men nu har modellen Chrissy Teigen trukket sig, og holdet bag Netflix-serien 'Never Have I Ever' må nu i al hast finde en ny til rollen.

Det oplyser en talsperson for ungdomsserien til amerikanske Deadline.

»Chrissy Teigen har besluttet at trække sig fra en gæsterolle som voiceover i et afsnit af den kommende anden sæson af 'Never Have I Ever'. Rollen forventes at blive genbesat,« lyder det.

Model Chrissy Teigen.
Model Chrissy Teigen. Foto: JEAN-BAPTISTE LACROIX
Vis mere

Det var egentlig meningen, at Chrissy Teigens gæsteoptræden skulle have været en overraskelse.

Men efter den seneste tids kontrovers om modellen, måtte nyheden alligevel slippe ud før tid.

Skandalen tog sin begyndelse i maj, da den 26-årige model og mediepersonlighed Courtney Stodden stod frem i The Daily Beast og anklagede Chrissy Teigen for grov mobning og for i en række hadefulde beskeder at have opfordret den dengang 16-årige pige til at begå selvmord.

Courtney Stodden blev verdenskendt i 2011 og blev af medierne døbt 'barnebruden', da hun som blot 16-årig giftede sig med den 51-årige skuespiller Doug Hutchison.

Courtney Stodden med sin eksmand, den 35 år ældre skuespillere Doug Hutchison.
Courtney Stodden med sin eksmand, den 35 år ældre skuespillere Doug Hutchison. Foto: MARK RALSTON
Vis mere

Og det var i den forbindelse, at den dengang 25-årige Chrissy Teigen tog kontakt til teenageren.

I beskederne, som The Daily Beast har set, skrev modellen blandt andet, at Courtney Stodden burde begå selvmord.

»Jeg kan ikke vente, til du dør,« lød det i en anden privatbesked, mens en tredje lød:

»Læg dig til at sove. For evigt.«

Chrissy Teigen med sin mand, musikeren John Legend.
Chrissy Teigen med sin mand, musikeren John Legend. Foto: DANNY MOLOSHOK
Vis mere

Chrissy Teigen erkender, at hun sendte beskederne til Courtney Stodden i 2011. Men hun både fortryder og undskylder.

»Jeg er trist og i væmmelse over den, jeg var engang,« skrev den 35-årige Teigen på Twitter kort efter afsløringerne og fortsatte:

»Jeg var en usikker, opmærksomhedshungrende troll. Jeg skammer mig og er totalt pinlig over min opførsel, men det er intet ved siden af den følelse, som jeg gav Courtney.«

Trods undskyldningen har Chrissy Teigen ikke kunne undgå at mærke konsekvenserne af shitstormen. Inden hun, frivilligt eller ej, trak sig fra rollen i 'Never have I Ever', havde også den amerikanske butikskæde Bloomingdale trukket sig fra et samarbejde med modellen.

Derudover har også den amerikanske kæde Macy's fjernet Chrissy Teigens linje af køkkenredskaber fra deres hjemmeside. det samme har varehuset Target.

Chrissy Teigen har forholdt sig tavs siden undskyldningen.