Du udsender dit første album i morgen. Hvorfor stoppede du på tv?
Mine rejseprogrammer med B.S. Christiansen var en kæmpe produktion, en masse mennesker der gjorde alt, hvad de kunne for at gøre mig glad. Det var bare ikke mig inderst inde. Jeg, der aldrig havde været ude at rejse, kunne sidde med verdens mest fantastiske udsigt på Tasmanien og alligevel ikke være glad inderst inde. Så har man ikke fortjent at være så privilegeret. I øvrigt blev jeg mor til Wilma for fem år siden. Jeg skulle geare lidt ned.
Hvorfor er musikbranchen bedre?
Musikbranchen er... anderledes. Når du har været på turné med et orkester i en periode, ender det altid med en masse god stemning og kærlighed, når man runder turnéen af. Man bliver venner, ses bagefter. I tv-branchen er folk spredt for alle vinde. Det virker køligere, synes jeg.
Hvordan kom du i gang med at skrive musik selv?
Jeg startede med at være latterligt dårlig til at skrive. Efter Rollo & King var der døre, der stod åbne. Men det var i popgenren. De sange, jeg havde liggende i skuffen, passede overhovedet ikke ind i den sammenhæng. Der var nok en frygt for at blive sat i bås som hende den blonde. Ingen kunne jo vide, at jeg er opvokset med Crosby, Stills, Nash & Young og Cat Stevens. At det er det, jeg elsker - Americana folk-lyden.
Hvad fik du ud af tiden med Rollo & King?
Jeg føler mig helt vildt heldig, at jeg fik lov til at prøve det. Tænk at få lov til at stå foran 40.000 mennesker i Parken (Melodi Grand Prix 2001, red.). Omvendt lærte jeg også, at det netop var sjovt men ikke min inderste drøm som sanger. Drømmen om stadion, drømmen om at nå ned på bagerste række. Den er ikke mig.
Visse vasse. Det smagte garanteret lidt af Springsteen?
Ja, ja en smule. Selvfølgelig vil jeg gerne være Bruce en dag. Men jeg vil hellere arbejde mig op til det i stedet for at blive skudt ind på scenen.
Hvad satte dig i gang som solist?
Først og fremmest Niels Hausgaard, som jeg har turneret med. Det er jo en form for mesterlære, når man kommer på turné med sådan en gammelt røvhul som ham. Jeg har hørt på landevejene om, hvordan det var dengang, han startede for 35 år siden. Han har især overbevist mig om, at man kan få en masse ud af at turnere uden nødvendigvis at have et album ude.
Det lyder på dine sange som om, at I skændes en del hjemme hos din mand og dig.
Folk må jo lægge i det, hvad de vil. I virkeligheden er jeg bl.a. inspireret af et Bob Dylan-citat, »There’s no direction home«. Det er meget brugt og nærmest en kliché i dag. Man kan ikke bare vende tilbage til udgangspunktet - f.eks. efter et skænderi – og tro, at så er alt som før. Man skal videre, der skal ske en udvikling. Efter at jeg har fået et liv med mand og børn, er det gået op for mig, at alt er en proces. Det sted, hvor alting er trygt og sikkert resten livet. Det findes ikke. Jeg tilstræber at have følelsen af »hjem« i mig. Den kan jeg trække frem, når jeg har brug for tryghed og sikkerhed.
Hvad er så lykken?
Jeg kan huske øjeblikke med en ekstrem lykkefølelse. Selvfølgelig når man bliver mor. Jeg var en gang i Brasilien, hvor vi var nogle mennesker, der fik lov til at besøge Milton Nascimento (legendarisk musiker, red.). Hans hus emmede af ånd. Han fortalte historier om sit liv. Det var sådan en dag med en masse historier, øl og barbecue. Jeg havde bare lyst til at grine af bare glæde over, hvor fedt det var. Sådan nogle stunder oplever man lykken. Min grundlæggende livsindstilling er positiv. Jeg møder livet åbent og positivt.
