Selvom det ikke er noget nyt, at bloggere og kendte er taget i at redigere deres billeder, har den svenske blogger Johanna Emma Olsson alligevel taget den noget tvivlsomme disciplin til et nyt niveau.

Hun har nemlig ikke blot gjort sig selv tyndere eller rumpen større – hun har sat sig selv ind på en helt ny baggrund for at få det til at se ud, som om hun er i Paris, skriver Expressen.

Photoshop-evnerne er ikke imponerende på billedet, hvor det nærmest ligner, hun svæver, og derfor opdagede hendes halve million følgere også ret hurtigt, at alt ikke var, som det skulle være, på billedet.

I en lang 'story' på Instagram, hvor hun også delte billedet, har hun undskyldt for den dårlige redigering, og at hun har snydt med at stå på den bro i det øjeblik.

»Jeg havde virkelig travlt, da jeg var der (Paris, red.). Det var under modeugen, og det regnede meget. Jeg måtte selvfølgelig lægge billeder op på grund af det samarbejde, jeg har med mine kunder. Først tog jeg et billede, men jeg syntes ikke, det blev godt. Så tog jeg en anden baggrund og klippede mig selv ind,« siger hun blandt andet i videoen følge Dagbladet.

Eftersom bloggeren delte videoen i sin 'story', forsvandt den efter 24 timer og kan derfor ikke længere ses.

Johanna Emma Olsson indrømmer også, at hun har redigeret baggrunden på tre billeder fra Frankrig.

Hun fortæller dog samtidig, at hun ikke kan tage dem ned fra Instagram, fordi billederne er lavet for at promovere forskellige mærker, hun samarbejder med.

Derfor kan billederne stadig ses på hendes Instagram-side. Hun har dog fjernet kommentarfeltet til dem, så brugerne ikke kan fortsætte med at komme med deres lidet flatterende meninger om bloggeren.

Det er bestemt ikke noget nyt, at kendisser og bloggere bliver taget i at retouchere deres billeder.

Senest blev blogger og reality-stjerne Fie Laursen taget i at redigere et bikinibillede.

Fie Laursen havde blandt andet gjort sig selv en smule tyndere og mere solbrun.