Da den amerikanske skuespiller Suzanne Somers, der især var kendt for sin rolle i tv-serien 'Kaos i familien', blev stedt til hvile, var hun iført et par usædvanlige støvler.

Nu afslører hendes mand den rørende årsag bag.

Det sker i et interview, som ægtemanden Alan Hamel har givet til People, efter han tilbage i oktober mistede sin hustru til en aggressiv form for brystkræft.

I interviewet forklarer 87-årige Alan Hamel, at han ofte nød at tage ud på vandreture med Suzanne Somers, men hun havde aldrig selv ejet et par rigtige vandrestøvler til det.

Her ses Suzanne Somers og Alan Hamel tilbage i 1983. 
Her ses Suzanne Somers og Alan Hamel tilbage i 1983.  Foto: Ron Wolfson/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Derfor besluttede han sig for at bestille et par støvler af mærket Timberland til hende.

»Jeg gjorde min gave personlig ved at skrive et par ord på dem, som repræsenterede vores liv til en vis grad og gjorde dem meget personlige for Suzanne,« fortæller Hamel.

Som en del af parrets morgenrutine tog de ud at vandre i bjergene nær deres hjem i Malibu og Palm Springs.

Målet var toppen af et af bjergene, hvor der var en bæk og en stor, flad sten i midten.

Suzanne Somers var omgivet af sin mand, sin søn og den nærmeste familie, da hun sov ind.
Suzanne Somers var omgivet af sin mand, sin søn og den nærmeste familie, da hun sov ind. Foto: Zz/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Når vi nåede derop, hvilket tog omkring to timer, var klippen blevet varmet op af morgensolen. Vi spiste vores frokost på klippen og tog derefter en lur på en time på klippen og vandrede derefter ned igen og gik på arbejde,« fortæller Alan Hamel, der selv er entertainer og tidligere tv-vært, til People.

Da Suzanne Somers sov ind den 15. oktober i en alder af 76 år, valgte familien derfor, at hun skulle have netop de støvler på under begravelsen – fremfor nogle af de fine stiletter, hun havde i skabet.

»Hver gang, hun tog sine Timberlands på, sagde hun: 'Jeg har dig på, og mine støvler vil holde mig i sikkerhed',« forklarer Alan Hamel.

Suzanne Somers var omgivet af sin mand, sønnen Bruce – som hun havde fra et tidligere forhold – og den nærmeste familie, da hun sov ind.

Parret boede sammen i omkring ti år, før de blev gift i 1977. Her ses de sammen i 2018.
Parret boede sammen i omkring ti år, før de blev gift i 1977. Her ses de sammen i 2018. Foto: Gotpap/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

I juli afslørede Somers ifølge CNN, at hun havde fået tilbagefald af brystkræft.

Hun blev især kendt for sin rolle i den amerikanske tv-sitcom 'Three's Company' og for tv-serien 'Step by Step', der på dansk fik titlen 'Kaos i familien', der gled over tv-skærmene fra 1991 til 1998.

I serien spillede hun rollen som Carol, der fandt sammen med Frank, mens de hver var forældre til tre børn fra tidligere forhold.