Den danske skuespiller Alexandre Willaume har fundet kærligheden på ny, efter det for nogle måneder siden kom frem, at han var blevet skilt.
Det var tilbage i juli, at den 45-årige skuespiller selv på sin Instagram-profil offentliggjorde, at han og hustruen - Henriette - var gået fra hinanden efter at have dannet par i 22 år.
»Henriette og jeg har valgt at gå fra hinanden efter 22 år. Det er selvfølgeligt ikke let, men vi skilles som venner og med en stor respekt og kærlighed for det, vi har haft, og det faktum, at vi har to skønne drenge, vi har skabt og vil gøre alt for', skrev han dengang.
Nu har Alexandre Willaume, der blandt andet er kendt fra tv-serien 'Den som dræber' og julekalenderen 'Ludvig & Julemanden', fundet kærligheden igen.

Det fortalte han med et stort smil til ugebladet Se og Hør, efter han dukkede op med armen om en blond kvinde til premieren til Wallmans nye dinnershow i København.
»Det er min kæreste,« forklarede han til ugebladet.
Den nye kærlighed lyder navnet Lillie Østergaard, og hun driver til daglig skønhedssalonen Dollface i København.
I samme ombæring fortalte han, at det hele stadig var 'ret nyt og dejligt'. Derudover ønskede det nye par ikke at kommentere deres forhold yderligere.

