Han er kendt som far til syv, men i virkeligheden har Clint Eastwood endnu et barn: en datter, som han i over 30 år ikke anede eksisterede, og som blev bortadopteret ved fødslen.

Historien er en Hollywood-film værdig, men eventyret er ikke desto mindre hentet direkte fra superstjernens Clint Eastwoods eget liv.

Pludselig en dag blev 'Dirty Harry' opsøgt at en kvinde i 30'erne, som hævdede, at han var hendes far.

Og ikke nok med det: Den ukendte datter blev bortadopteret som lille og kendte derfor heller ikke sin biologiske mor.

Datteren Laurie Murray er resultatet af et sidespring, den legendariske skuespiller havde som helt ung og længe før, han blev verdensberømt. På det tidspunkt var han forlovet med sin første kone, Maggie Johnson.

Forholdet til elskerinden sluttede, og Eastwood havde ikke den fjerneste idé om, at han havde gjort hende gravid. Ikke før Laurie som voksen besluttede sig for at finde sine rødder og opdagede, at hendes biologiske far var den berømte filmstjerne.

Hemmeligheden har været kendt af Eastwoods nærmeste de seneste 30 år, og lige så længe har hun været en del af familien.

Hun har været med til familiefester og et par gange tilbragt den amerikanske højtid thanksgiving med sin far.

Tilbage i 2004 deltog hun også i Oscar-festen med Clint Eastwood, men mandag aften var det første gang, hun optrådte på den røde løber som 'Clintens' datter.

Det skete, da skuespilleren og instruktøren mødte op i Los Angeles med samtlige sine otte børn til premieren på sin nye film, 'The Mule'.

Her præsenterede den 64-årige Laurie Murray sig som 'Laurie Eastwood'.

Ifølge britiske Daily Mail er det uvist, hvordan datteren opsøgte sin far, men tilsyneladende blev nyheden modtaget positivt. Clint Eastwoods mor menes også at have haft et nært forhold til hende.

»Vi har altid undret os over, at det aldrig er blevet almindeligt kendt og omtalt før. Han (Clint Eastwood, red.) tog Laurie med til Oscar-uddelingen sammen med sin mor Dina, da han var nomineret for 'Mystic River',« siger en person, der i avisen kun vil kaldes 'en ven af familien'.

»Det skete for omkring 30 år siden. Laurie var virkelig interesseret i at vide mere om sine forældre og hyrede én, der kunne hjælpe hende. Så fandt de nogle papirer, hvor hendes biologiske mor havde skrevet Clint Eastwoods mor.«

Foto: EUGENE GARCIA
Vis mere

Desværre for Laurie ønskede hendes biologiske mor ikke at have noget med hende at gøre.

Det er ikke unormalt, at berømtheder opsøges af folk, der hævder at være i familie med dem for at pumpe dem for penge.

Det er dog på ingen måde tilfældet for Laurie, understreger vennen. Hun skulle nemlig selv være ganske velstående.

Trods sine efterhånden 88 år er Clint Eastwood 'still going strong'. Ikke nok med, at han spiller hovedrollen som krigsveteranen og narkosmugler Earl Stone i den nye film. Det er også ham, der har stået bag kameraet som instruktør.

Lige siden debuten i 1971 'Play Misty For Me' har Clint Eastwood dyrket dobbeltrollen som instruktør og hovedrolleindehaver. Han har vundet Oscar-priser for blandt andet 'Unforgiven' og 'Million Dollar Baby'.

Han har otte børn i alderen 12 til 64 med fem forskellige kvinder. Laurie er altså hans førstefødte.