En af Danmarks rigeste kvinder, Susanne Aller, vil af med sit sommerhus. Og du skal være ved muffen for at købe det.

Det skriver boligsiden Boliga.dk.

Den 71-årige bladdronning er næstformand i Aller-koncernen og god for en anslået formue på over 300 mio. kr., og det var således et greb i lommen, da hun i 1993 betalte 2,3 mio. kr. for fritidsboligen i nordsjællandske Rågeleje.

Det er dog et helt andet prisniveau, man skal ramme for at købe boligen i dag, der er ifølge salgsopstillingen hos liebhavermægler Ivan Eltoft Nielsen kommet på markedet med en udbudspris på svimlende 22 mio. kr.

Byggestrid

Sommerhuset og Susanne Aller var gennem 00′erne centrum i en byggestrid med kommunen og naboerne, efter hun i 2003 udvidede sommerhuset uden at have fået tilladelse af Fredningsnævnet.

Sagen var en tur i både Østre Landsret og Højesteret, der i 2008 stadfæstede, at det ulovlige byggeri skulle fjernes fra grunden. Huset blev siden hen gjort lovligt efter en ombygning.

Topsikret

Den kommende ejer af sommerhuset kan blandt andet se frem til uhindret udsigt over Kattegat, et boligareal på 316 kvadratmeter og en grund på over 7.000 kvadratmeter. Hele ejendommen er udstyret med overvågning og er topsikret.

Med udbudsprisen på 22 mio. kr. er sommerhuset ifølge Boliga det tredjedyreste på markedet for fritidsboliger i øjeblikket, kun overgået af to luksusejendomme på Kystvej i Hornbæk, der er sat til salg for henholdsvis 29 mio. kr. og 25 mio. kr.

Årets hidtil dyreste sommerhushandel fandt sted i Rungsted, hvor et en 286 kvadratmeter stor ejendom blev handlet for 21,5 mio. kr. i januar.

Se Susanne Allers luksuriøse sommerhus her