Hvis man siger Will.i.am, Taboo og Apl.de.Ap, plejer man også at sige Fergie.

Men plejer er død, og Black Eyed Peas har efter næsten et årtis radiostilhed i netop udgivet et nyt album. Uden den kvindelige sangerinde.

Det er dog ikke, fordi de tre herrer har smidt hende ud af gruppen, forklarer Will.i.am i et interview med Billboard.

Fergie har såmænd bare andre og - for hende - vigtigere ting at tage sig til. Hun fokuserer nemlig på at være mor for sin seksårige søn, Axl Jack.

Fergie har haft stor succes med sit soloprojekt. Her fotograferet i 2017.
Fergie har haft stor succes med sit soloprojekt. Her fotograferet i 2017. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

»Det er et hårdt job, og det er dét, hun virkelig ønsker at lave. Vi er her for hende, og hun ved, hvordan hun kommer i kontakt med os, hvis hun har brug for en pause,« fortæller Will.i.am. og tilføjer, at gruppen støtter hende i hendes valg.

Det er da heller ikke første gang, at Black Eyed Peas ikke inkluderer Fergie. Faktisk startede det hele uden hende.

Will.i.am, Taboo og Apl.de.Ap dannede sammen gruppen i 1995, og først i 2002 stødte sangerinden til.

Året efter udgav de kæmpehittet 'Where is the love', og herefter bragede Black Eyed Peas igennem lydmuren med hit efter hit.

Her Taboo, Apl.de.ap og Will.i.am på en scene i Texas sidste år.
Her Taboo, Apl.de.ap og Will.i.am på en scene i Texas sidste år. Foto: SUZANNE CORDEIRO
Vis mere

Du har måske sunget med på 'Hey Mama' fra 2004, 'Don't phunk with my heart' fra 2008 og 'I gotta a feeling' fra 2009.

De seneste mange år har medlemmerne forsøgt sig med solo-projekter, men nu er de altså tilbage i samlet front med albummet 'Translation'.

Selvom Fergie altså ikke er med, består albummet af andet end blot testosteron-fyldige stemmer.

Den kvindelige sanger J. Rey Soul har nemlig joinet Black Eyed Peas.