Den kendte 'X Factor'-dommer Thomas Blachmann skal snart være far for tredje gang og giftes med sin forlovede, Julia Werup.

Men den åbenmundede tv-kendis har ikke delt informationer om sin forlovede med offentligheden. Før nu.

Parret står frem i denne uges Femina, hvor de taler om deres nye album, 'Blixtra', og en smule om deres forhold.

Eksempelvis bliver svenske Julia Werup spurgt om aldersforskellen mellem de to. Blachmann er 56 år, og hun er 31 år.

»Hvad skulle jeg tale med en mand på min egen alder om? Så plejer det at blive noget med, at vi skal snakke om hans angst for fremtiden, og hvad han skal bruge sin tid på at gøre resten af sit liv,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har sgu nok med mine egne tanker om det, jeg har ikke brug for en mand, som er lige så forvirret som mig. Altså ... der er en helt anden stabilitet i ældre mænd,« siger hun til magasinet.

Et af deres fælles interesseområder er selvklart musikken – især jazz. Blachmann vandt Årets danske Jazz-udgivelse ved Dansk Grammy i 1995. Og den har også en helt speciel plads hos Julia Werup.

»Jaja, men vi kommer begge to fra meget privilegerede steder og familier. Jazzmiljøet deler vi. Det føles meget trygt for mig. For jeg tog med min far på jazzklub, fra jeg var to år, og hørte ham spille. Det er bare så trist, at Thomas ikke kan møde mine forældre, og det er endnu værre at være gravid og ikke kunne sige det til sine forældre,« lyder det fra Julia Werup, der mistede sin far i 2016 og mor i 2018.

»Det er virkelig hårdt. Især med min mor, som ikke er der. Det er i det hele taget også bare en kæmpestor forandring i mit liv. Jeg har levet som en sindssyg med masser af alkohol, mænd, coke og fest,« siger hun.

Men nu er livet anderledes for de to. Blachmann fortæller, at de på trods af et kommende bryllup og barn ikke som sådan har lagt planer for fremtiden. På klassisk Blachmannsk manér mener han, at det handler om at nyde nuet sammen. Om at 'være'.

Den 31-årige sangerinde har boet i Danmark i otte år og fortæller blandt andet, at hun har ADHD og er ordblind. På trods af det har hun skrevet digtsamlingerne 'Supernova' og 'Ensomme mænds død'.

Blachmann har i forvejen to børn, som han fik med Viola Heyn-Johnsen, som han var gift med til 2012.