Thomas Blachman har også hørt ugens mest omtalte interview med Ghita Nørby og Radio24syv-journalisten Iben Zeuthen.

I aftenens X Factor-show indledte vært Sofie Linde med en lille Ghita-joke - om Thomas Blachman skulle have en kop the - med henvisning til det opsigtsvækkende interview, hvor den 84-årige skuespiller skælder ud og gør nar ad Radio24syv-journalisten.

Blachman fangede godt Sofie Lindes joke og svarede hurtigt:

»Jeg er ikke Ghita Nørby, men jeg bliver mere utilregnelig med alderen.«

Thomas Blachman med sin udstemte X Factor-deltager Gina Michaells.
Thomas Blachman med sin udstemte X Factor-deltager Gina Michaells. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Efter aftenens X Factor-show fortalte Thomas Blachman, at han havde hørt 20 minutter af det timelange Ghita Nørby-interview.

»Det er jo dobbelt karaktermord på en måde,« indledte han sin vurdering af interviewet.

»På en måde synes jeg, det er meget fedt, at alderdommen kommer ind og opdrager ungdommen. Hun er af den gamle skole, hvor man kæmper og slås med hård retorik og disciplin.«

Men Thomas Blachman understreger, at han ikke holder med Ghita Nørby.

»Nej, hun er pisseirriterende. Og Iben er jo sindssygt dygtig. Iben er super skarp, men vælger ikke at give hende tilbage, fordi det er så enestående eksempel på et menneske, som kører den gamle stil. Man må respektere de gamle, men jeg tror, at da hun lagde sig til at sove efter sådan en omgang, må hun have angret en lille smule, for sød det var hun satme ikke.«

På pressemødet efter X Factor-showet blev Thomas Blachman også spurgt til ugens gæstesolist, Hugo Helmig, der har været forfulgt af en kokain-skandale hele ugen.

»Det har jeg ingen holdning til,« affejede han hurtigt.

B.T. har været i kontakt med Ghita Nørby. Hun ønsker ikke at kommentere Thomas Blachmans udtalelser.