Hugo Helmig har valgt at aflyse resten af sine koncerter i 2019 blandt andet på grund af sit stofmisbrug, som han har kæmpet med i længere tid.

Oliver Bjerrehuus, der tidligere har talt åbent om sit brug af stoffer, mener, det er en fornuftig beslutning.

»Det er da positivt. Han skal tage sig selv og sit liv alvorligt,« siger 43-årige Bjerrehuus.

Bjerrehuus mener, at det er vigtigt, at Helmig holder afstand til musikmiljøet i et stykke tid. For her kan den unge musikers viljestyrke ret hurtigt blive sat på prøve, da det er en branche og et miljø, hvor man let bliver eksponeret for blandt andet stoffer.

»I det miljø er det et stort tag selv-bord. Man er udsat,« siger han og uddyber:

»Der er så mange arrangementer i den branche, hvor man lige får sig et par drinks, og så kan det hurtigt udvikle sig.«

Oliver Bjerrehuus har i sin ungdom været bosat i New York i forbindelse med sin modelkarriere, og her var det langtfra unormalt, at folk tog en pause for at passe på sig selv.

Derfor mener han, at det er klogt af Helmig, at han trækker stikket og kan møde op igen med genopladte batterier i 2020.

I første omgang holder Hugo Helmig pause fra musikken i resten af 2019 – hvorvidt det løber ud over det, må tiden vise.

Men Oliver Bjerrehuus er ikke i tvivl om, at det ikke kommer til at påvirke den 20-årige 'Please Don't Lie'-sangers karriere.

»Jeg tror, at folk vil modtage ham med åbne arme, når han er klar til at vende tilbage. Den her beslutning vidner om, at han er en fornuftig og god, ung knægt.«

Mandag udkom en pressemeddelelse, hvor det blev gjort klart, at en hektisk koncertkalender kombineret med behandlingsforløb for stofafhængighed havde tæret på sangeren.

'Denne hårde belastning, både privat og professionelt, betyder, at Hugo Helmig nu ser sig nødsaget til helt at trække stikket i en længere periode,' lød det.

Der er sammenlagt tale om 13 koncerter i Danmark og i Tyskland, som bliver aflyst.

Oliver Bjerrehuus blev i 2015 dømt for at køre bil under indflydelse af kokain på Nørrebro i København. En beslutning, som han fortrød.

»Jeg angrer det. I retrospektiv er det værste, at du kan være til fare for andre mennesker, fordi du selv føler, du har tjek på det, så det er helt klart en lærestreg. Der er ikke nogen undskyldning for det, sådan noget gør man bare ikke. Men jeg var pissed over noget, og så mistede jeg den ligesom og tænkte bare 'fuck det hele',« sagde han.