Anne-Grethe Bjarup Riis er kendt for at være en kvinde, der siger sin mening. Specielt når folk bliver dårligt behandlede, står munden ikke stille på skuespilleren og filminstruktøren.

Således langer hun i et interview i Politiken søndag ud efter den unge rapper Kesi, fordi han i sin single 'Fissehul' rapper 'Du’ et fissehul, du’ et fissehul, med dit ansigt nede i det beskidte gulv.'

- Prøv nu at høre teksten! Skal jeg gå rundt i Irma med mine børn og høre på det her over højttaleren, spørger hun.

- Det er det mest latterlige lortemusik! Og tænk, så optrådte han til ’X Factor’! Det er simpelthen til at tudbrøle over, siger hun med henvisning til Oliver Kesis gæsteoptræden i familieunderholdningsprogrammet, hvor han var på scenen med både Line og vinderen Ida. Dog ikke med 'Fissehul'.

TRÆDER DANSKE RAPPERE OVER STREGEN? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Rappernes sexistiske tekster og decideret upassende sprog har flere gange været debatteret. For seks år siden var det især Hanne Vibeke Holst, der langede ud efter L.O.C., Jokeren og Niarn, der både rappede 'Undskyld ho' og 'Kvinde din møgluder'.

Men en eventuel kritik af Anne-Grethe Bjarup Riis' udtalelse, tager hun selv i forkøbet:

- De (unge piger, red.) sidder på nettet og skriver, at jeg bare er en gammel kælling, der ikke har forstået, at sproget har udviklet sig. For nu betyder ’luder’ jo nærmest bare ’god veninde’, ikke? Og så sviner de mig til og ender altid i den der med 'fucking luder'. De er så modsætningsfyldte, siger skuespilleren videre i interviewet.

Anne-Grethe Bjarup Riis har selv tidligere brugt det omtalte udtryk i en heftig debat i 'Go' Aften Danmark' om, hvorvidt den lykkelige luder er en myte eller ej.

Her nåede hun blandt andet at sige 'Som luder er du degraderet til et fissehul, og det er der ingen kvinder, der har fortjent', inden værten Morten Resen truede med at tape hendes mund til.