Den hedder 'Ulven kommer', men for Bjarne Henriksen er serien også som at stikke hovedet i løvens gab.

»At spille sådan en som socialrådgiveren Lars er nærmest som at bede om at få en shitstorm lige i hovedet hele tiden. For det er virkelig noget, der deler folk. For nogle er han en skurk. For andre en helt. Og det synes jeg er spændende,« siger den populære skuespiller om at menneskeliggøre det udskældte fag i DR's nye dramaserie.

»Den fascinerer mig, fordi den handler om et tungt emne og foregår i kommunalt regi ude i det virkelige Danmark. Der er intet glamourøst over den,« siger Bjarne Henriksen og fortsætter:

»Serien omtaler en del af vores samfund, som alle har en fordom, om hvordan den er, og hvad man burde gøre, men som ingen sætter sig ind i. Socialrådgivere er hele tiden udsat for mistanke om, at de ikke gør deres arbejde ordentligt, bruger for mange penge og ødelægger folks liv.«

Men hvor de fleste os af altså ikke har det store kendskab til den verden, 'Ulven kommer' udspiller sig, kender Bjarne Henriksen den selv kun alt for godt fra sit tidligere liv.

Nemlig fra sin ekskone Marianne, som var – og stadig er – socialrådgiver.

»Det var fra hende, at jeg fik interessen for den verden. Jeg har kørt hende på arbejde mange gange på Midtsjælland, hvor vi boede, og hun kunne pege ud, hvor der var vold, incest, druk.«

»Alle sammen pæne huse med pæne græsplæner og flagstang i haven. Og det var chokerende at se, hvor meget arbejde der blev lagt i at holde en facade,« fortæller Bjarne Henriksen.

Bjarne Henriksen i rollen som socialrådgiveren Lars i 'Ulven kommer'.
Bjarne Henriksen i rollen som socialrådgiveren Lars i 'Ulven kommer'. Foto: DR/Ulven kommer
Vis mere

Som research til rollen brugte han da også sin ekskone som konsulent. Spurgte hende til råds om detaljer om manuskriptet og sin egen rolle i det. Ligesom han besøgte flere socialrådgivere og havde én tilknyttet serien.

»For at holde det så tæt til virkeligheden som muligt, så man kan få indblik i den verden,« forklarer han og lægger ikke skjul på, at han til enhver tid foretrækker roller med kød og kant på.

»Som da jeg lavede julekalenderen, der handlede om døden. For mig er det sjovere og mere interessant, end hvis den handlede om nisser og julen, der blev væk,« siger han om forrige års 'Theo og den magiske talisman'.

Den selektive tilgang til faget betyder da også, at Bjarne Henriksen hellere siger nej end lader pengepungen styre.

»Jeg sagde da nej til 'Blinkende lygter',« siger han om den 20 år gamle kassesucces.

»Det kan jeg huske, at de var meget rystede over. Men jeg kunne bare ikke lide den sjove vold, Tarantino-volden. 'Nu skyder jeg lige en ko'. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg har ikke noget imod vold på film, men der skal være en grund.«

»Og så har jeg også sagt nej til ting, hvis jeg ikke forstår dem. Teaterstykker, hvor jeg har tænkt 'fuck, det er sgu for sort det her, det orker jeg ikke at høre om',« griner han. Og håber, at folk kan bruge det, han laver, til noget.

For når man hedder Bjarne Henriksen, er det vigtigere end en karriereplan.

»Det er også derfor, jeg ikke gider udlandet. Jeg orker det ikke. Jeg har ikke behov for at spille sammen med Tom Hanks. Hellere lave noget godt her.«